I flere år har sønderjyske landmænd gået i uvished – skulle en del af deres jord og bygninger ende som en motorvej mellem Kliplev og Sønderborg. I starten af september så det ud til, at de berørte lodsejere kendte deres skæbne – men den er igen uvis.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at placeringen strider mod EU-direktiver, og derfor er sagen indklaget for Naturklagenævnet – og motorvejens fremtid er uvis. Det samme er fremtiden for mange lodsejere.

- Vedtagelsen af regionplantillægget er desværre endnu et trist eksempel på, at Danmark prioriterer erhvervsinteresserne på bekostning af naturbeskyttelsesinteresser, siger Poul Henrik Harritz, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Danmarks Naturfredningsforening mener – trods miljøminister Connie Hedegaards fjernelse af vetoet - fortsat, at motorvejen på en del af strækningen kan skade sårbare arter og naturtyper i habitat- og fuglebeskyttelsesområdet Hostrup Sø, som Danmark er forpligtet af EU til at passe særligt på – derfor er der indgivet en klage.

TEKST: LEIF CHRISTENSEN