Tidligt aftræk mod agersnegle
(Effektivt Landbrug) VARSLING: Problemet med agersnegle er spredt, så generelle varslinger er ikke sagen. Egen observation er påkrævet, påpeger sønderjysk planteavlskonsulent.
Af Vagn I. Pertl
Af Vagn I. Pertl
Forudseenhed for angreb af agersnegle kan være vanskelig, medgiver Finn Olsen, der er planteavlskonsulent ved Sønderjysk Landboforening i Vojens.
- Sidste år var der forventninger på grund af megen nedbør. Imidlertid viste der sig ikke at være problemer ved såningen, men fra æg i høsttiden dukkede de op i november, hvor de tog for sig af retterne, erindrer Finn Olsen.
- I år har der været en del regn i forår og sommer, så der vil formentlig være en bestand af agersnegle, da en periode på tre ugers tørke ikke får problemet til at forsvinde, vurderer konsulenten.
Agersneglene er set i kornmarkerne i aksene, men slet ikke i en udstrækning som tidligere set, hvor skærbordet på mejetærskeren har været fyldt med snegle.
- Prøv selv at danne dig et indtryk af omfanget, lyder parolen fra konsulenten, der tilføjer: Kig om der er gnav eller slim på spildrapsen, som er kendetegn for agersnegle. Rapsen er den store synder til opformeringen.
Hold jorden sort med stubharven, har det heddet sig kunne være løsningen mod agersneglenes hærgen, men det fungerer sjældent i praksis.
- Harvning mod agersnegle er okay i tørre sæsoner, men med regn ind i mellem er det næsten nytteløst. Tre-fire gange harvning med få dages mellemrum kan være en hjælp, men virkningen må bestemt ikke overvurderes. I et forsøg med reduceret jordbehandling har harvning dog vist effekt, nævner Finn Olsen.
Som konsulent har Finn Olsen været inddraget i forsøg med brug af sneglegiften Ferramol, og det har vist sig at være et effektivt middel mod agersnegle.
Der blev sammenlignet forskellige doser af Metaldehyd og Ferramol. Metaldehyd er udgået af markedet, men medtaget for at sammenligne effekten med Ferramol, der har været godkendt siden juni 2003. Midlerne har haft ensartet effekt.
6,0 kg Ferramol pr. hektar har været tilstrækkeligt ved angreb af snegle, der har været i forsøget (74 procent angrebne planter i september-oktober i ubehandlet). Den nødvendige dosering er afhængig af antallet af snegle. Ved kraftige angreb behandles flere gange med op til 25 kg pr. hektar i alt.
- Driftsledelse i tide gør det muligt for landmanden at sprede giften mod agersneglene ved fremspiringen af næste afgrøde, og det er afgørende for resultatet, fastslår konsulenten.
- Først på aftrækkeren! Hurtig reaktion, hvis der er mindre fremspiring end ventet. Det nytter ikke at undre sig for længe, hvis hveden ikke kommer op. Slå dig ikke til tåls med, at det nok er fordi, der er lidt mere knoldet her end andre steder.
- Vær i øvrigt opmærksom på, at en anden års hvedemark, hvor der var raps inden det første år, også kræver særlig opmærksomhed rettet mod risikoen for agersnegle, advarer Finn Olsen.







































