Kogalskab er tilsyneladende udryddet – er der så mening i at opretholde kontrollen?

Det vil SF’s landbrugspolitiske ordfører, Kresten Touborg, gerne have et svar på, og derfor vil han nu bede familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) om at give en redegørelse for risikosituationen og en faglig vurdering af, om det er muligt at afslutte testprogrammet hurtigere end planlagt.

- Det tyder på, at vi nu er kommet hen, hvor risikoen ikke er særlig stor. Vi skal jo ikke smide om os med penge, hvis det ikke er nødvendigt, så jeg synes, at det er meget relevant at bede ministeren kigge på den her sag en gang til, siger Kresten Touborg.

Han peger på, at man i Danmark tidligere slog hele besætningen ned, hvis der blev fundet et smittet dyr, mens man andre steder gik mindre drastisk til værks. Og han frygter, at det fortsatte testprogram på lignende vis er udtryk for en overreaktion.

På EU-plan er der de seneste fire år brugt 2,3 milliarder kroner på at teste 6,7 millioner unge slagtedyr i alderen op til 35 måneder for kogalskab - resultatet har været ét smittet dyr, skriver Jyllands-Posten.