Hjemme i bælternes eget land

(Effektivt Landbrug) STORTRAKTORER: Europa aftager cirka 200 bæltetraktorer om året fra Agco’s fabrik i Jackson, Minnesota, hvor fem nye af slagsen ruller ud hver dag.

Store traktorer, store såmaskiner, store sprøjter, store mejetærskere. Enhver fabrikant af stort landbrugsgrej er som regel indehaver af en verdensrekord.

Agco-koncernes Challenger bæltetraktorer er ingen undtagelse. Fra Challenger fabrikken i byen Jackson, Minnesota i USA, undlader man da heller ikke at gøre opmærksom på en rekord i såning af vårbyg: 1.413 acre tilsået på 24 timer, svarende til 23,8 hektar i timen. Og det var end ikke det nyeste flagskib, MT 875 B, men blot en repræsentant fra den lidt ældre MT 800 serie, der havde såmaskinen på krogen.

Den oprindelige Caterpillar-fabrik i Jackson blev for få år siden en del af Agco-koncernen, og producerer udover Challenger-bæltetraktorerne også RoGator og Spra-coub selvkørende marksprøjter og de store selvkørende TerraGator gyllenedfældere. I Danmark forhandles disse produkter af Torben Galsgaard, der er AG-Chem Europe BV’s agent med ansvar for salg i Skandinavien.

I gennemsnit ruller hvert døgn fire til fem TerraGatorer, syv selvkørende sprøjter og fem Challenger bæltetraktorer ud af fabrikken i Jackson.

Processen på samlefabrikken fra enkeltkomponenter til, at en færdig bæltetraktor selv kan rulle, varer for en bæltetraktor tre en halv dag.

- Bæltetraktorerne skal naturligvis tilpasses den enkelte kunde. I store træk handler det om ganske få ting, fortæller Torben Galsgaard.

- Spørgsmålet er, om traktoren skal forsynes med lift, kraftudtag og Auto-guide Navigations System. Desuden skal der tages stilling til bæltetypen.

I Danmark kører der cirka 10 Challenger-bæltetraktorer, vurderer Torben Galsgaard.

- Der er ikke noget stort marked, hverken her eller i Sverige. Lidt bedre er det i Storbritannien, hvor der er ved at opstå meget store driftsselskaber, der sætter dyrkningen af flere tusinde hektarer i system og derfor kan bruge de store traktorer.

Anvendelsen af de store bæltetraktorer hænger uløseligt sammen med det, AgChems danske alliancepartner, importøren af Horsch-maskiner Stroco-Agro, kalder konceptdyrkning. Store maskinsæt med stor kapacitet, der kræver tilsvarende stor trækkraft.

Samlet set kommer der cirka 200 Challenger-bæltetraktorer til Europa hvert år.

Den nye modelserie, MT 800B serien, leveres i fem størrelser fra den mindste MT835B med 290 hk til den største MT 875B med 570 hk. Alle i serien er forsynet med sekscylindrede Caterpillar-motorer.

Siden de første bæltetraktorer rullede ud fra fabrikken i Jackson er der sket en stor udvikling med komforten i køretøjerne. Især betyder affjedringen af bæltesektionen meget og medfører ifølge producenten, at førerkomforten i dag er på højde med gummihjulstraktorer.

Læs også