Verden ifølge Lomborg
(LANDBRUG SYD) MILJØET TILSTAND: Professor Bjørn Lomborg gav sit syn på miljøets tilstand i forbindelse med svinemøde i Vejen.
Han er berømt for nogle, berygtet hos andre, den kontroversielle professor Bjørn Lomborg, der med sine meget markante betragtninger omkring miljøet i verden, går direkte imod mange andre kolleger og eksperter.
I sidste uge var han med som indlægsholder i forbindelse med et møde for svineproducenter arrangeret af KOF og Sydvestjysk Andel, der fandt sted på Vejen Idrætscenter.
Og Bjørn Lomborg gjorde op med dommedags-profetier om, at jorden er ved at løbe tør for ressourcer, og miljøet er ved at bukke under for forurening. Samtidig er den fattige verden heller ikke så sulten, som mange ellers går rundt og tror.
- Der er problemer, men det gælder om at prioritere og bruge pengene der, hvor de gør størst gavn, lød det blandt andet fra Bjørn Lomborg, der blandt andet kom ind på at eksempelvis indsatsen for rent drikkevand og bekæmpelse af HIV og Aids i den fattige del af verden kan give langt større effekt her og nu, end bekæmpelse af sult og fattigdom.
- Kloden er ikke ved at gå under, og vi kan nu engang ikke gøre alting på en gang – vi må prioritere, sagde Bjørn Lomborg, der via statistik kunne dokumentere, at kalorieforbruget i både den rige og fattige del af verden er steget markant siden 1961 og vil gøre det de kommende år også.
Hvorfor går mange rundt og tror, at det går dårligt for miljøet? Ifølge Bjørn Lomborg er svaret, at forskningen ofte kun undersøger problemstillinger for miljøet med en derfor indbygget skævhed, ligesom interesseorganisationer som Greenpeace og andre sammen med medierne ofte beskæftiger sig med negative enkeltsager.
Her mener Bjørn Lomborg, at man i stedet bør se på den kendsgerning, at forureningen, ikke mindst luftforureningen, i den vestlige verden faktisk er reduceret kraftigt, og frygten for eksempelvis at løbe tør for olie er stærkt overdrevet.
- Der bliver stadig gjort nye fund, og i fremtiden vil vi bruge olien suppleret med andre energiformer, fastslog Bjørn Lomborg, der samtidig via statistikker kunne dokumentere, at prisen på råstoffer fra perioden 1845 til år 2000 er faldet.
Med hensyn til vandmiljøet konstaterede Bjørn Lomborg, at de trods iltsvind rundt omkring, generelt er blevet bedre.
I forbindelse med svinemødet i Vejen var der desuden indlæg af svinefagdyrlæge Pia Conradsen, Haderslev Dyrehospital.
TEKST OG FOTO: JOHN ANKERSEN







































