Stort udvalg af lånetyper
(Effektivt Landbrug) TAG-SELV-BORD: Aldrig før har der været så mange forskellige måder at sammensætte sine lån på. Det kan ofte betale sig at mikse, lyder de generelle råd.
RenteMax, FlexLån, Garantilån. Det fyger med forskellige måder at låne på, hvis man vil have finansieret sin nye ejendom, hvad enten det er ens første eller en suppleringsgård. Udvalget af lånetyper har nemlig aldrig været større.
Landmanden har dermed gode chancer for at sammensætte sine lån, så han kan låne en stor sum penge, uden at det nødvendigvis indebærer en høj risiko, mener vicedirektør i Nykredit, Poul Erik Jørgensen.
- Landmanden har i dag en række muligheder for at lægge en vis rentesikkerhed ind i lånesammensætningen, så han sikrer sig mod kostbare rentestigninger. De nye lån fra Nykredit, RenteMax-lånene, er for eksempel én måde at gøre det på, nævner Poul Erik Jørgensen.
RenteMax-lånet har en indbygget garanti for, at landmanden ikke skal betale mere end max-renten på lånet, som kan være enten fem eller seks procent. Samtidig kan landmanden vælge en rentegaranti for enten 10, 20 eller 30 år, alt efter hvor længe han ønsker at sikre sig.
Fordelen ved denne lånetype er ifølge Poul Erik Jørgensen, at den giver mere likviditet og en billigere rentesikring end et fastforrentet lån. Dermed kan RenteMax konkurrere med et fastforrentet lån, selvom renten er lav.
- Til gengæld bliver formuegevinsten på et rentegarantilån lidt mindre, hvis renten stiger og kursen falder i løbetiden, sammenlignet med et fastforrentet lån, påpeger Poul Erik Jørgensen.
Ifølge vicedirektøren foretrækker mange af de landmænd, der vælger rentegaranti-lån, en god likviditet. Derfor ønsker de ikke at spænde likviditetsbuen for hårdt, ved at optage ét stort fastforrentet lån. Men et fornuftigt alternativ kunne dog også være at vælge et mix, så man har både et fast forrentet lån og et lån med variabel rente, som i øjeblikket kan fås under 2,5 procent, fortæller han.
Erhvervsdirektør i Realkredit Danmark, H.P. Hansen, peger på, at det allervigtigste for landmanden er, at få samlet en finansieringspakke, så han får nedbragt den dyreste gæld så hurtigt som muligt.
- I disse tider efterfølges et køb af en gård ofte af en udvidelse af produktionen, og derfor er det en god ide at udnytte de mange forskellige muligheder, der er for at kombinere lånetyperne, fuldt ud.
- Det kan for eksempel være en fordel at budgettere efter et traditionelt 5-procents lån, men finansiere med en kombination af et lån med variabel rente og et langt lån. Dermed er man rimeligt dækket ind i forhold til eventuelle rentestigninger, samtidig med, at man har en større chance for at få lidt frirum til at afvikle de dyreste lån, siger H.P. Hansen, og nævner FlexLån og FlexGaranti som nogle af mulighederne inden for lån med mere eller mindre variabel rente.
- Hovedbudskabet er, at der aldrig har været flere muligheder for at sammensætte sine lån, og det kan ofte gøres rimeligt risikofrit, siger han.