MVJ-arbejspladser til Tønder
(LANDBRUG SYD) Når staten overtager administrationen af MVJ-ordningerne fra amterne den 1. januar 2007, vil det betyde flere arbejdspladser til Tønder. En stor del af administrationen flyttes nemlig til marskbyen.
Som et led i kommunalreformen overtager staten fra den 1. januar 2007 amternes del af administrationen af de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ) og regeringen og Dansk Folkeparti har nu aftalt, at hovedparten af administrationen skal placeres i Tønder. En mindre del kommer til København.
- Vi har tiltænkt Tønder en væsentlig rolle i den fremtidige administration af MVJ-ordningerne, fordi regeringen og Dansk Folkeparti ønsker at løfte udviklingen i en af Danmarks udkantsregioner, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
MVJ-foranstaltningerne hører under Direktoratet for FødevareErhverv og dermed under Fødevareministeriet, men ordningerne administreres i dag af amterne.
Fødevareministeriet udbetalte sidste år 140 millioner kroner til MVJ-ordninger i Særligt Følsomme Landbrugsområder. MVJ-aftalerne løber for en periode fra fem til 20 år, og ordningen dækker i dag omkring 100.000 hektar.
- Fagligt vil flytningen til Tønder betyde en styrkelse af varetagelsen af MVJ-ordningerne, fordi administrationen nu flytter fra spredt placering i amterne til en kun todelt geografisk placering, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Direktoratet for FødevareErhverv har i forvejen et jordfordelingskontor i Tønder.







































