Selv om frøavlerne nu skal til at vænne sig til at dyrke frø uden kilo-støtten fra EU, hvilket svarer til en nedgang på omkring 500 kroner pr. hektar, så ser toplederen i frøkoncernen DLF-Trifolium, Aksel Nissen, alligevel optimistisk på de kommende år.

- Vi har historisk lave varelagre, og samtidig er forbruget historisk højt. Blandt andet af den grund er prisudviklingen gunstig, påpegede direktøren for verdens største frøfirma, da han i onsdags gæstede det årlige møde for koncernens fynske avlere.

Han oplyste, at DLF’s lagerbeholdning er nede på 24.000 tons ud af sidste års høst på 78.000 tons frø.

- Det er for lavt, og vi ser den gerne lidt højere, sagde han og tilføjede, at det i disse år er ganske nemt at være frødirektør.

- Og så gør det ikke situationen ringere, at man her til morgen i radioen hører, at dollaren igen er på vej op mod 6 kroner.

- Ligesom jer så jeg gerne, at kornprisen var 90 kroner. Så var det lidt sværere at lægge frø ud, og det er bedre for en nicheproduktion som frø, idet for mange ellers vil lægge ud, pointerede Aksel Nissen bramfrit.

Med hans optimistiske toner vil mange planteavlere sikkert overveje mulighederne, ikke mindst fordi virkningerne af den nye EU-reform i nogen grad kan opvejes af frøsorter med højere udbyttepotentiale.

- Vi forventer, at vort frøareal herhjemme vil falde en smule til 70.000 ha i 2006, men samtidig tror vi, at udbytterne vil stige til over 80.000 tons hos vore avlere.

Frø-direktøren forudså, at det nuværende prisniveau vil kunne fastholdes, også selv om EU’s import af frø fra tredielande er stigende.

Som hilsen til de fynske rødsvingelavlere, der sidste år blev »overhalet« af landsgennemsnittet, havde han denne trøst: - Når I kommer op på 1200-1300 kg, bliver det rigtig godt. Prisniveauet for rødsvingel er i hvert fald i orden.

Til gengæld betyder EU-støttens afkobling et drøjt hug til en anden god, fynsk afgrøde, strandsvinglen.

- Udbyttet skal op på 1400-1500 kg for at afbøde virkningerne, mente direktøren, der til gengæld forudså stigende priser også indenfor denne frøart.

Endelig ønskede han fynboerne tillykke med de meget flotte udbytter i engrapgræs.

TEKST: ERIK HANSEN