- Bestyrelsen er særdeles tilfreds med årets resultat. Budgettet var på grund af forrige års resultat forsigtigt. Det er derfor en fornøjelse at præsentere et resultat på godt 500.000 kroner.

Med disse ord indledte formanden, godsejer Torben Bille Brahe, Fraugdegaard, sin beretning på Skovdyrkerforeningen Fyns nyligt afholdte generalforsamling, som fandt sted på Agrogården i Ringe med ca. 55 deltagere.

Formanden pegede på, at foreningen i det foregående år havde haft ekstra omkostninger i forbindelse med fusionen af de to hidtidige fynske skovdyrkerforeninger. På den baggrund var der blevet lavet nogle gennemgribende analyser af foreningens omkostninger og handelsbetingelser. Dette afstedkom nye handelsbetingelser, hvor ydelserne til medlemmerne blev justeret efter foreningens faktiske omkostninger, hvilket har været stærkt medvirkende til resultatet for regnskabsåret 2003-2004.

- Hugsten af råtræ er igen lav, og afsætningen ligger langt under tilvæksten i skovene, påpegede Torben Bille Brahe. Det er forståeligt, at stormen i 1999 stadig påvirker medlemmernes ønsker om afsætning af træ, men nødvendig udtynding må ikke forsømmes af hensyn til oparbejdning af stormfældet brænde med tvivlsom brændværdi. I alt blev der i regnskabsåret omsat 7.166 m³ løvtræ og 10.986 m³ nåletræ.

Formanden oplyste, at handelen med juletræer og pyntegrønt forløb tilfredsstillende. I alt blev der omsat 490.000 juletræer - det højeste antal træer, foreningen har omsat. Priserne har ikke været imponerende, men træerne har kunnet afregnes til markedsprisen.

- Generelt kan vi i den kommende sæson forvente en lille forbedring i kvaliteten og en lille prisstigning på enkelte typer træer, vurderede Torben Bille Brahe. Markedet vil først vende til det bedre næste år til trods for mange frostskader i Tyskland i år.

Af pyntegrønt omsatte Skovdyrkerforeningen Fyn ca. 1.000 tons, heraf 557 tons nobilis og 360 tons nordmannsklip. Sæsonen var præget af stor efterspørgsel for nobilis, mens prisen for nordmannsgran var under et konstant pres.

Af planter blev der solgt 1,2 millioner, heraf 313.000 nordmannsgran.

- Læplantning har været en stor succes, fastslog Torben Bille Brahe. Lauget på Vestfyn er udvidet, og i alt er der i foråret 2004 plantet tæt på 100 km hegn.

- Vi vil fortsat søge at optimere vore nuværende forretningsområder, såsom vildt- og naturplaner. Også vort samarbejde med Dansk Naturanlæg fortsætter. Nu også med rådgivning og hjælp til etablering af spildevandsanlæg. Vores strategiudvalg fortsætter arbejdet for at søge nye muligheder.

- Udviklingen i skovbruget har også gjort, at vi har et faldende medlemstal, konstaterede Skovdyrkerforeningen Fyns formand. I regnskabsåret 2002-2003 havde vi 953 medlemmer med tilsammen 9.014 ha. I det seneste regnskabsår, 2003-2004, har vi 925 medlemmer med 8.926 ha.

- Ejerne fokuserer meget på omkostningerne i denne lavkonjunktur, hvilket selvfølgelig er meget naturligt. Jeg skal dog mane til en vis forsigtighed. det kan i en kortere periode godt lade sig gøre at nedsætte aktivitetsniveauet, men man skal dog have for øje, at manglende pasning af skoven på sigt kan blive dyr.

- Årets fine resultat må ikke få os til at tro, at alt nu går godt. Vi er stadig tvunget til at være meget omkostningsbevidste og hele tiden være på udkik efter nye muligheder for foreningen og vore medlemmer, understregede Torben Bille Brahe og nævnte, at der er igangsat en nærmere analyse af mulighederne i et tættere samarbejde mellem Skovdyrkerforeningerne og Dansk Skovforening.

I henhold til fusionsaftalen reduceres Skovdyrkerforeningen Fyns bestyrelse nu til fem medlemmer, hvorfor Jens Storm Jensen ikke genopstillede. Genvalgt til bestyrelsen blev Torben Bille Brahe, Fraugdegaard, og Holger Broegaard Nielsen, Odense SØ.