Demonstration gjorde indtryk
(Effektivt Landbrug) Der blev sat tanker i gang om maskinernes tryk i marken hos mange af dem, der deltog i maskindemonstration på Fyn.
Dæktryk, marktryk, lufttryk. Tryk-ordene føg igennem den klare luft, da 200 landmænd i sidste uge samledes til maskindemonstration på Bramstup Gods syd for Odense.
Mange af deltagerne gav udtryk for, at demonstrationen gjorde indtryk på dem, selv om enkelte også savnede mere viden om, hvad landmanden skal investere i for at køre med det rette marktryk, samtidig med at de økonomiske seler i marken skal bære.
- Hvad betyder valg af dækmontering for eksempel for marktrykket? Hvor meget betyder det, om man kører med tvillingemontering, brede dæk eller bæltetraktor? Jeg savner mere viden om, hvad vi skal investere i for at få det bedste resultat, sagde en af deltagerne, Henrik Buhmann fra Vordingborg, der har 130 hektar med planteavl og grøntsager.
En af de ting, som kunne være relevant at kigge nærmere på, kunne være Michelins nye XeoBib-dæk. Det mente i hvert fald Poul Otto Møller Hansen fra Nordisk Dæk Import i Brørup.
- Hvis det passer, at dækket kan køre med et konstant lufttryk på 1 bar uafhængig af hastigheden på både mark og vej, så kommer masser af landmænd fremover til at køre på disse dæk. Det er en fantastisk nyskabelse indenfor dækverdenen, sagde han til de forsamlede landmænd.
Det er ikke til at se det, hvis ikke lige man ved det. Den 53 tons tunge roeoptager inklusiv et roelæs belaster faktisk ikke jordstrukturen så meget, som man skulle tro. Det højeste tryk blev således målt til 1,31 bar på en demonstration om jordstruktur i sidste uge på Bramstrup Gods syd for Odense. En 3-rækket roeoptager spændt efter en traktor belastede med kun 0,57 bar.
Rendegraveren blev dagens topscorer. Den trykker jorden med hele 2,16 bar på baghjulene, målt med tom skovl. Også mejetærskeren kan være en slem pakkemaskine, idet den kan lave et tryk på op til 1,7 bar med fuld tank. I den lette ende af skalaen lå bæltetraktoren, der afsatte et tryk på 0,51 bar i marken.
Arrangøren af demonstrationen, Patriotisk Selskab, havde fået fat i otte forskellige maskiner, som havde fået målt vægten ved hjælp af en vejecelle af samme type, som politiet bruger, når de måler lastbilers vægt ved razziaer.
Derefter var maskinerne blevet stillet op på rad og række med et skilt foran sig, så landmændene på demonstrationen kunne se, hvor meget de forskellige maskiner trykkede i marken.
Planteavlskonsulent Troels Toft, Patriotisk Selskab, håbede, at demonstrationen ville sætte nogle tanker i gang hos landmændene.
- Det er vigtigt at tænke over, hvilken maskine man kører og trykker med. Mit bedste bud er, at man ikke må komme ret meget over 1 bar i marken. Og det er billigere at tænke på maskinens marktryk allerede ved handlen frem for at skulle købe nogle større dæk senere, sagde Troels Toft til de fremmødte.
Patriotisk Selskab oplyser, at målingerne skal ses i lyset af, at trykket er jævnt fordelt i dækket, idet der er foretaget en gennemsnitsberegning på hele dækket. Målingerne er desuden foretaget ved et normalt dæktryk.





































