Et projekt, der vil skabe herberger for vandreturister, cyklister og ryttere langs Hærvejen – fra Viborg i nord til Kliplev i syd - ved at omdanne 10 bevaringsværdige ejendomme langs ruten til formålet, kan nu realiseres. Projektet er nemlig et af fem, der blandt i alt 234 forslag fra hele Danmark er sluppet igennem nåleøjet i Fonden Realdanias bedømmelseskomite. Det betyder, at Realdania vil bidrage med op til halvdelen af de udgifter, der er forbundet med at føre projektet ud i livet. I alt har Realdania afsat 20 millioner kroner til gennemførelse af de fem projekter.

Idéen er at omdanne de bevaringsværdige gårde til simple, men sobre vandrehjem eller herberger. Inspirationen kommer fra klostrene langs pilgrimsruten til Santiago de Compostella.

Det er tanken at indrette primitive soverum, toilet/baderum samt køkkenniche med spiseplads. Soverum med køjesenge kan etableres i tidligere staldbygninger, og gamle stuehuse anvendes til ophold.

Der skal således ikke ske større indvendig modernisering til nutidig luksuriøs standard. Det »gammeldags« præg bevares, men med en vis bekvemmelighed. Drift og vedligehold skal forankres i de lokale miljøer og kan varetages af for eksempel lokale kulturhistoriske foreninger, private initiativer eller menighedsråd.

De seks dommere skriver i betænkningen om projektet blandt andet:

- Hele konceptet hænger ualmindelig godt sammen og er baseret på en fremragende og reproducerbar idé, der skønnes at have stort potentiale i Danmark. Med sit »low-cost« koncept rammer projektet tidsånden.

Dommerne bemærker også, at projektet udmærker sig ved samtidig at være en formidling af den bygningskulturelle arv:

- Bevæger man sig ad Hærvejsruten, vil man samtidig være på en bygningshistorisk dannelsesrejse fra gård til gård igennem det jyske landskab.

Alt i alt modtog Realdania 234 kreative forslag fra hele Danmark, efter at idékonkurrencen under sloganet: »Bevaringsværdige gårdejendomme – nye anvendelsesformer« var blevet udskrevet i efteråret 2003. Heraf blev 20 projekter i marts 2004 præmieret med hver 50.000 kroner samt støtte til videreudvikling af idéen til et egentligt projektforslag.

Realdania afsatte i alt 30 millioner kroner til projektet, hvis formål er at bidrage til at dæmme op for det tab af kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, som en del af de truede landbrugsbygninger repræsenterer.

Man regner med, at op mod 15.000 landbrug i løbet af de næste 10 år nedlægges, og bygningerne skal dermed enten rives ned eller anvendes til andre formål.

Allerede i dag er over 60 millioner kvadratmeter landbrugsbygninger gjort overflødige i landbrugsmæssig sammenhæng. Omkring halvdelen af disse betragtes som bevaringsværdige.

- Det er Realdanias håb, at konkurrencens resultater vil bidrage til, at andre aktører – ejere, rådgivere, investorer og myndigheder – vil udnytte de mange gode idéer og i stigende grad fokusere på og udnytte det enorme potentiale, som ligger gemt i de mange ubrugte landbrugsbygninger overalt i landet, siger direktør Hans Peter Svendler, Fonden Realdania.

1. Hald Hovedgård ved Hald sø og Dollerup Bakker syd for Viborg.

2. Kragelund gl. præstegård i Kragelund nordvest for Silkeborg.

3. Hulmosegård i Bryrup vest for Vrads og syd for Silkeborg.

4. Ølgård i Randbøl ved hærvejen vest for Vejle.

5. Mejlund umiddelbart uden for Vejen mod Askov.

6. Ellegård i Stursbøl ved Sommersted.

7. Gl. Ladegaard syd-øst for Vojens.

8. Immervad gl. Kro mellem Haderslev og Aabenraa

9. Bruhnsgård i Øster Løgum nord for Rødekro.

10. Kliplev gl. Station i Kliplev syd for Aabenraa.