Mere Fendt-komfort

(Effektivt Landbrug) kabine, skærmknapper til liftbetjening og opdatering af TMS blandt efterårets Fendt-nyheder

Nye Fendt-købere vil i løbet af efteråret få mulighed for at gøre sig livet endnu mere behageligt end hidtil, idet 900-serien nu kan forsynes med luftaffjedring af førerhuset.

- Det er relativt billigt at få luftaffjedring på 900-modellerne, fordi serien i forvejen har trykluftanlæg som standard, fortæller distriktschef Torben K. Nielsen fra AGCO Danmark A/S.

- Kun i de tilfælde, hvor man alligevel får leveret trykluftanlæg på eksempelvis en 700 eller 800-model, er det realistisk at få trykluftaffjedring på disse. Ellers må vi sige, at faciliteten er forbeholdt de store traktorer, siger han.

En anden nyhed gælder derimod samtlige traktorer i 800- og 900-serien. Der er tale om de længe ventede skærmmonterede betjeningsknapper til hydraulikken, så traktorføreren kan betjene liften uden at kravle helt op i traktoren.

- Oppe i kabinen skal traktorføreren dog på forhånd programmere, hvilken funktion, han ønsker at betjene udefra, siger Torben K. Nielsen.

- Udover den almindelige hæve-/sænke-funktion kan der være tale om den hydrauliske topstang eller for eksempel en funktion på et redskab, der er tilkoblet et af de eksterne udtag.

Blandt nyhederne fra dette efterår præsenterer Fendt ligeledes en softwareoptimering af sine seks cylindrede TMS Vario-modeller.

Læs også