Marbækgård gør klar til Fåredag

(LANDBRUG SYD) Søndag 1. august fra kl. 09.00–16.30 afholdes der for 17. gang Fåredag på Marbækgård – nord for Esbjerg.

Fåredagen arrangeres af Dansk Fåreavl, Distrikt 6 og Sydvestjyske Fåreavlere.

På Fåredagen samles en række fåre- og gederacer, repræsenteret af fåre- og gedeavlere fra det meste af Ribe Amt.

Fåre- og gederacerne præsenteres for publikum med særskilt beskrivelse af de enkelte racers anvendelighed for såvel kød, skind og uldproduktion.

Fåreklipperne viser, hvordan fårene klippes på en rolig og nænsom måde, så man næsten kan se, at fårene nyder at blive klippet.

Man kan på fåredagen se uldens vandring fra fåret til det færdige produkt.

Der er på pladsen mange spændende salgsboder med alt, hvad der forarbejdes fra og til lam, får og geder.

Der er mannequinopvisning, hvor en lang række af udstillernes varer, såsom trøjer, sjaler, jakker, hatte og meget andet vises frem af en række mannequiner.

Der er leg med uld, hvor børn og voksne selv kan prøve at lave filtbolde og billeder. Der er også i år mulighed for at se de små ivrige fårehunde i brug.

De mange besøgende bliver heller ikke i år snydt for muligheden for at nyde grillstegt lam med salat og brød og samtidig nyde de dejlige omgivelser på pladsen ved Marbækgård.

Ribe Spillemandslaug sørger for den rigtige stemning medens maden eller madpakkerne nydes. Fåredagen bliver også i år en af sommerens oplevelser for hele familien i den dejlige natur ved og omkring Marbækgård.

Foruden får og geder er der i år udstilling af lamaer.

Læs også