På gården i Gesten var det engang lyden af mælkespande der klirrede og køer der brølede, som man hørte. Siden var det grynt fra orner der lød fra stalden. De dage er ovre for længe siden og nu er det i stedet en symfoni af hundestemmer, der møder en, når man kører ind på gårdspladsen. Hvor der før var malkekøer og derefter ornecentral ligger der nu Langbjerg Hundepension, ejet af 34-årige Connie Ankerdal siden 2001.

Hendes livsdrøm er gået i opfyldelse. At arbejde med hunde har altid været hendes hedeste ønske, og da hendes gemal, Kenneth Ankerdal, så annoncen med en hundepension til salg, slog de til.

- Det er simpelthen det bedste, siger den tilfredse hundepensionsejer. At hun mener hvad hun siger, er man ikke i tvivl om, når man ser hende sammen med hundene. Kæles, nusses, klappes og snakkes med, skal de – Connie Ankerdal kan simpelthen ikke lade være.

Den store og naturlige hundeomsorg er uden tvivl grunden til, at antallet af kunder er steget eksplosivt i løbet af den korte tid Connie og Kenneth Ankerdal, samt Connies forældre Inge og Ejnar Christensen har boet i det store hus på gården og passet pensionen og dagligdagen sammen.

- Da vi købte stedet var der 120 kunder i kartoteket. Efter det første år havde vi 187 kunder og sidste år var vi op på 800 kunder. I år er der 1000 kunder i kundekartoteket. Flere kommer langvejs fra. Vi har 12 kunder fra Sjælland og kunder fra både Nordjylland og Tyskland, siger Connie Ankerdal.

Her i ferieperioden er der tryk på. Der er meldt »alt optaget« i hundeboksene og inde i stuehuset er spisebordet udråbt til kommandocentral. Her sidder Connie og ordner det store puslespil med placering af hundene i boksene.

- Hundene skal gå ved siden af nogen de kan have gavn af, siger Connie Ankerdal. Der er plads til næsten 100 hunde, afhængig af deres størrelse. Lige for tiden er der 78 hunde, både store og små, og der er faktisk fyldt op.

Kommer hundene fra samme hjem deler de »værelse« - ellers må de nøjes med at snuse til og leje med hinanden gennem tråden. Og lege gør de, selvom de ikke kan komme til hinanden. Connie Ankerdal fortæller om en Jack Russell Terrier de engang havde i pension.

- Den var en rigtig hoppebold, siger hun og fægter med armene for at forklare hvordan den lille akrobat sprang rundt inde i sin boks. Synet af den aktive terrier inspirerede hundene i naboboksene og inden længe var de også i gang med at hoppe.

- Hundene har ofte en anden adfærd hos os end de har derhjemme. Flere gange er vi blevet ringet op af folk, der har udtryk glæde over, at deres hund har fået mere selvtillid efter den har været hos os, fortæller Connie Ankerdal.

Hver hund har sin egen journal, hvor der ikke alene står de gange den har været på »feriepensionen«, men også hvordan den har opført sig. Ved hundens ankomst er der en seddel for hunden, hvorpå der står dens navn, dens race, dens afhentningsdag og eventuelle specielle kommentar.

- Vi kan godt have tre sorte labradorer der hedder »Buster« samtidig. Så er det vigtigt at holde styr på hvem er hvem, så vi ikke udleverer den forkerte ved afhentningen, forklarer Connie Ankerdal. Sedlerne er Connies mors ansvar ligeså vel som at holde styr på bestillingerne og regningerne.

En typisk arbejdsdag begynder ved 6.00-6.30-tiden med at lufte hundene, gør rent og feje, og gøre skåle med enten mad eller godbidder klar til nye gæster. Om sommeren sættes hundene ud i deres løbegårde. »Nye« hunde har deres første dag inde for at vænne sig til stedet, før de kommer i løbegård dagen efter. Der klappes og kæles for hver hund hver dag. Hunde der bliver inde får hver en gåtur, en ad gangen. Hunde der skal hjem tages ind og fodres, klar til afhentning.

Fodringsmæssigt er der rigeligt at holde styr på. Som på et pænere hotel er der flere menuer at vælge imellem: foder til små hunde, store hunde, gamle hunde, unghunde, drægtige, overvægtige, seniorer, allergihunde, aktive, meget aktive…10 forskellige slags bliver det til ved nærmere optælling.

- Der er åbent for kunder fem timer dagligt til hverdage og nogle timer både lørdag og søndag. Der er nogle der kommer udenfor åbningstiderne og uden forudgående aftale. Det er en rigtig dårlig ide, fordi alle hundene vækkes. Det er vigtigt, at hundene har ro de fire timer om eftermiddagen mellem åbningstiderne. Hvis folk kunne komme hele dagen lang vil hverken vi eller hundene få ro, pointerer Connie Ankerdal.

Foruden hundeboksene er der ni kattebure og både marsvin og papegøje har også været på ferieophold på Langbjerg Hundepension. Selv har familien datteren Cæcilie på 11 måneder, tre hunde og tre katte.