Den lille sjældne hasselmus har fået de store overskrifter frem. Ikke alene får den sin egen dyre bro over den kommende motorvej nord for Svendborg, men dens tilstedeværelse i området har samtidig forsinket færdiggørelsen af vejprojektet.

Musene får nu også deres egen biotop.

- Her er vi i gang med at plante skovbryn af hensyn til hasselmusene, forklarer skovfoged Per Ørbæk, Hvidkilde Skovdistrikt.

Stedet, hvor vi befinder os, er i Slæbæk nord for Svendborg, hvor en af Hvidkildeskovene, Ravnebjerg Skov, er udset til at få plantet andet skovbryn end den hidtidige juletræsbeplantning.

- Den nye motorvej vil få asfalten tæt på skovkanten, og så er det besluttet, at der i stedet plantes nyt, som bedre skulle sikre hasselmusens overlevelse. Det drejer sig blandt andet om hyld, hassel, tjørn, benved, røn, skovæble, roser og slåen, fortæller skovfogeden.

Baggrunden for denne store opmærksom om hasselmusen er, at den er eneste repræsentant i den danske natur for syvsoverfamilien Gliridae. Trods dens fredningsstatus, og at den er opført på listen over truede arter, så hører hasselmusen i dag til ét af Danmarks sjældneste pattedyr, og uden målrettet indsats i dens leveområder er den ikke automatisk sikret levemuligheder.

Før planlægningen af den nye motorvejsstrækning mellem Svendborg og Odense var der således ikke mange, som kendte til hasselmusens stille eksistens.

Det er nemlig dér, at Helle Wilhelmsen fra Zoologisk Museum i Svendborg har fundet redesteder for hasselmusen langs den berørte vejstrækning. Som bygherre er det Vejdirektoratet, der har anmodet om vurderingen.

Flere forslag og tiltag til kompensation har været fagligt drøftet gennem årene.

Ved et samarbejde mellem Vejdirektoratet, Skov- og Naturstyrelsen, Hvidkilde Gods og Zoologisk Museum blev det besluttet, at de kompenserende tiltag skulle påbegyndes i en startfase af anlægsarbejdet.

Det skulle medføre, at trævegetation og buskbeplantning kunne nå en vis dimension, inden det egentlige vejarbejde bliver påbegyndt på den sydlige del af strækningen nord for Svendborg.