Muligheder og trusler for Polen
(Effektivt Landbrug) Udviklingen for polsk landbrug står foran ændringer på godt og ondt ved EU-medlemsskabet. Den polske landmand, Roman Kotowics, belyser fordele og ulemper i den aktuelle situation.
- EU-integrationen må forventes at skabe fremtidige muligheder for polsk landbrug. Mere stabilitet i produktionen og dermed også for finansieringen, siger Roman Kotowics, Driwinia, der som polsk landmand netop har deltaget i en studietur til Danmark.
- Vi må selvfølgelig vente at se, hvordan hele markedet reagerer, og det vil uden for enhver tvivl være en balance mellem muligheder og de trusler, som automatisk følger med, erkender han.
Bliver der for eksempel en reduktion i forbruget på grund af større polske omkostninger, så vil stabiliteten måske ikke realiseres, lyder den usikre vurdering fra den polske landmand, der som regional delegeret er medlem af det nationale, polske landbrugsråd.
Den personlige base for Roman Kotowics er et landbrug i det sydlige Polen nær Krakow. 22 hektar med en lukket svinebesætning på 10-11 søer og opdræt af cirka 200 slagtesvin. I marken produceres blandt andet spisekartofler i tre hektar.
Der er store forventninger til at fødevarepriserne vil stige, og det regner polske landmænd naturligvis som en fordel, men de er også klar over, at det ikke sker fra den ene dag til den anden.
- Vi har også et håb om, at med en større værdi for vore produkter, så vil det føles som en respekt for vores arbejde, give erhvervet mere prestige og i den sidste ende dermed forbedre landbrugets image, siger Roman Kotowics.
Han medgiver, at det måske er naivt, men at det er nødvendigt at tro på. Samtidig kan han se den trussel der kan være for andre samfundsborgere, der med en lille indkomst vil få det endnu sværere med stigende fødevarepriser.
Derfor kan han heller ikke være tilfreds med de aftaler, der er indgået med EU, når det gælder kvotaordninger. Aftalerne rækker ikke til selvforsyningen i Polen, og det havde han gerne set.
- Vi vil være uafhængige af leverancer fra andre medlemslande. Eksempelvis for mælk er behovet 11 millioner tons, og der er kun kvota til 9 millioner tons. Men når det efter tiltrædelsen den første maj foregår uden subsidier i andre lande, så må det accepteres, anerkender han.
Roman Kotowics omtaler en analyse fra polske markedsanalytikere, som forventer stigende priser for svinekød efter tiltrædelsen. Den nuværende pris levner heller ikke mulighed for sund økonomi i produktionen, og er derfor faldet dramatisk.
- Hvis det som antydet giver højere priser til efteråret, så kan vi med den kendte cyklus for produktionen helt sikkert regne med større udbud ni måneder senere, som tilmed vil kunne stimuleres af billigere kornpriser, mener han.
Lige nu er han godt tilpas med afgrødernes vækstforhold i Polen, som kunne tyde på, at der til denne høst bliver gode udbytter. Her sker der markedsmæssigt en tilpasning til EU’s interventionssystem fra den første oktober i år.
Roman Kotowics forklarer, at flere af de mange nye ændringer som følger EU-medlemskabet, vil bevirke likviditetsproblemer for polske landmænd.
Fra den første maj kommer der syv procent moms på gødning og kemikalier og i andet halvår 2004 vil subsidierne på brændstof bliver elimineret. Så den ene måned efter den anden vil landmændenes finansielle situation blive påvirket negativt.
- Dette kan tvinge mange til at sælge deres afgrøderne på et prismæssigt ugunstigt tidspunkt, og efter EU-aftalerne modtager vi kun 25 procent i direkte støtte i forhold til de eksisterende medlemslande, konstaterer Roman Kotowics.
- I første omgang bringer det os ikke i en ligeværdig situation i konkurrencen om markedet, men jeg vil naturligvis heller ikke undlade at nævne, at arbejdskraften er til en anden omkostning i Polen.
I Polen ses der med meget stor interesse på de udviklingsprogrammer, som følger med medlemskabet af EU. Programmer som Danmark i mange år også har nydt godt af.
Udviklingen i landdistrikterne kan modtage 80 procent støtte fra EU med de supplerende 20 procent fra den polske stat, og det forventes, ifølge Roman Kotowics, at skabe store muligheder i landets svageste områder.
Samtidig vil miljøprogrammet være med til at sikre landskabet på forskellig vis. Blandt andet med mere økologisk jordbrug, regler for opbevaring af gødning, mere dyrevelfærd og tilpasning af begrebet dyreenhed, som det er velkendt i EU.
Roman Kotowics sætter også stor pris på de lånemuligheder, der etableres for yngre landmænds første ejendomskøb.
- Vi ser frem til at intensivere samarbejdet med andre medlemslande, og er meget klar til at drage nytte af deres erfaringer. Et af flere eksempler er det projekt, som nu i to år, har bidraget til at få skabt et klassificeringssystem for svin og kvæg i Polen, nævner Roman Kotowics og udtrykker stor anerkendelse for den danske indsats.
Han fortæller, at der i det regionale landbrugsråd er god kontakt til en fransk landbrugsorganisation, og det har givet udveksling af unge landmænd, men også uddannelse af personale i mejeriindustrien.
Landbrugsrådene i sin nuværende udformning blev reaktiveret i 1996 og har udviklet sig til en moden organisation, som Roman Kotowics udtrykker det. De fungerer på et lavt, men stabilt finansielt grundlag, som kommer fra to procent af den landbrugsskat medlemmerne yder.
- Vi forsøger at få større autoritet i forhold til det polske parlament og indflydelse på udviklingen. Hidtil er konsulenttjenesten med rådgivning til landmændene foregået alene fra staten, men vi ser den gerne placeret i eget regi, fastslår Roman Kotowics.
- Gennem information vil vi også gerne gøre medlemmerne endnu mere opmærksomme på alt hvad der sker, så de kan føle sig opdateret og få endnu mere ud af deres landbrug. Vi formår kun at orientere hvert kvartal, så det er med stor interesse at jeg ser en dansk landbrugsavis som Effektivt Landbrug etablere sig i Polen, slutter Roman Kotowics.










































