- Der er nu gået et helt regnskabsår efter købet af KFK. Der var megen debat landmænd imellem angående købet. Nogle var bange for, at konkurrencen blev svækket, efter at KFK med sin markedsandel på 20 - 25 procent var væk, men konkurrencen har nok aldrig været større end nu.

Sådan lød meldingen fra formanden, Ib Østergaard Ravn, på DLG Syds generalforsamling på Hovborg Kro.

- Der er dukket nye, mindre aktører op, og tyske firmaer opererer også i vores område. Vi i DLG er også aktive mange steder i udlandet. Nogle steder har vi egen produktion, og andre steder samarbejdes der med andre aktører. Vi er repræsenteret hele vejen rundt i Østersøområdet. Her i efteråret er det lykkedes at sælge en pæn mængde foder syd for grænsen via vores samarbejdspartner Paul Koch Landhandel.

- Dette samarbejde og forretningsudvikling ud over grænsen er nødvendig for at bevare købemagt ved indkøb af råvarer, gødning samt andre produkter, fortsatte Ib Østergaard Ravn.

- DLG Syd opnåede i fjor et resultat på 4,6 million kroner. Et resultat, som bestyrelsen er meget tilfreds med og som er opnået gennem en fortsat god styring af omkostninger, en stor afgrødeindgang af god kvalitet, et stort salg af gødning, som dog vil påvirke indeværende års afsætning, fortsatte formanden.

- Afdelingen i Glejbjerg er solgt, og vores afdelinger drives efter en fornuftig investeringsplan og er i en stand, der modsvarer de håndterings- og servicemæssige opgaver, der udføres på den enkelte afdeling. Der vil løbende ske den nødvendige og naturlige tilpasning, hvad angår åbningstider, bemanding, og evt. helt lukning i nogle uger på enkelte anlæg udfra den samlede vurdering af det drifts- og servicemæssige behov hos vore kunder og medlemmer, fortalte formanden.

- Butikken har siden åbningen i september fuldt ud levet op til forventningerne, men der skal fortsat følges op med øget markedsføring og profilering af Land & Fritid for at sikre den positive udvikling.

- Butikken henvender sig først og fremmest til »landboer« - den mere hobbyprægede del af befolkningen på landet, men også til folk i landsbyerne i vores område, som har hund, kat, heste, hus og have m.v., forklarede Ib Østergaard Ravn.

- Der er med åbning af Land og Fritid skabt baggrund for, at vi i Holstedafdelingen kan føre et lidt større og bredere udbud af sække/pallevarer end i de andre afdelinger, som kan dække de primære landmænd i en akut situation. Ellers er vores bedste bud stadig at få leveret disse varer direkte fra friskvareterminalen og fremover såsæd direkte fra Hasselager, lød det fra formanden.

Det er Per Sørensen, Faaborgvej 7, Glejbjerg, Bjarne Sørensen, Tirslundvej 9, Holsted, og Ib Vester, Folding Kirkevej 17, Brørup, der træder ind i repræsentantskabet.

Her afløser de Klaus Schellerup, Gert Skov Hansen og Peter Chr. Larsen.