Allerede i 1979 blev udgangspunktet for »Fra jord til bord«- uddannelser lagt på Dalum tekniske Skole.

- Vores første frankeringsmaskine var med dette logo, som stadig anvendes, og senere blev et udbredt begreb i jordbrugets tjeneste, siger forstander Jens Martin Buch Kristensen, Dalum UddannelsesCenter, som er navnet på uddannelsesinstitutionen siden nytår, hvor fusionen af Dalum tekniske Skole og Gartnerskolen Søhus trådte i kraft.

Fusionen bestyrker i høj grad stedets virke for alle unge, der ønsker at uddanne sig inden for jordbrug, levnedsmidler samt flere naturligt tilknyttede områder, for eksempel blomsterbinderi. I alt 27 uddannelsestilbud findes på centret, hvoraf de 14 kan færdiggøres på Dalum UddannelsesCenter.

Uddannelsesniveauet strækker sig fra erhvervsuddannelser, HTX-studenteruddannelse og til videreuddannelse på akademiniveau som laborant, procesteknolog og serviceøkonom. Dalum UddannelsesCenter er tillige Nordens eneste mejeriskole, med en lang tradition for uddannelse af mejerister og mejeriteknikere.

Forstanderen forklarer, at der med regeringens krav i efteråret 2002 om færre erhvervsskoler for at undgå spild, og AMU-uddannelsernes overførsel til undervisningsministeriet, blev der sat skub i drøftelserne. Men efter flere regionale møder besluttede landbrugsskolerne i Dalum og Korinth at lave deres egen fusion.

På Dalum tekniske Skole havde man gerne set alle blive samlet, men i den givne situation blev det nu en henvendelse fra Gartnerskolen Søhus, som blev kimen til den nye fusion.

Informationsleder Merete Jørgensen, Dalum UddannelsesCenter, har hidtil haft sin gang på Gartnerskolen Søhus, og hun fortæller, at formanden for skolen, gartneriejer Ove Nielsen, Vejle-Allested, tog fat i de klare politiske signaler.

- Det blev besluttet at indhente tiden med rationalisering og effektivisering på skoleområdet, som det allerede var sket i gartnerbranchen. Og der var ingen forskrækkelse hos gartnerne, selv om det var mejerifolk, som var i spidsen for den tekniske skole, bemærker Merete Jørgensen og tilføjer: De havde erfaringen og visionerne fra mejeribranchen, og var ikke bange for at begive sig ud i noget større.

- Jeg ser fusionen som en større skoleenhed med de plusser, det giver, samtidig med at der stadig på gartnerområdet fysisk bliver bevaret en lille afdeling, siger Merete Jørgensen, som naturligvis håber på, at fusionen totalt set vil give flere elever.

Ifølge den tidligere bestyrelse for gartnerskolen var udgangspunktet at bevare de fysiske rammer på Slettensvej i Odense, men at det altid vil være under forudsætning af tilstrækkeligt elevtal og økonomi.

Aktuelt er fordelingen på grundfagsuddannelserne, at de 185 elever er fordelt med 115 i Dalum og 70 på Søhus.

- Det har altid været pudsigt at skulle byde velkommen til Dalum tekniske Skole, da vi aldrig har lignet de andre tekniske skoler med deres traditionelle uddannelsesområder.

- Derfor er det med fusionen spændende at medvirke til opbygningen af et større »jord til bord-uddannelsescenter« her i Dalum, som tilmed er geografisk velplaceret, fremhæver forstander Buch Kristensen. Som Merete Jørgensen forventer han, at uddannelsessortimentet vil forøge elevtilgangen, og begrunder det sådan:

- Tidens krav til levnedsmiddelområdet er meget højt. Vi kan her på stedet medvirke til, at eleverne tilegnes den viden, som den kritiske forbruger efterspørger. Kok og tjener kan få viden om produktionen af råvarerne, mens for eksempel landmand og gartner kan få viden om, hvilke egenskaber kokken lægger vægt på, når råvarernes kvalitet vurderes. Tilmed kan tjenerne tilbydes kreative kurser i binderiafdelingen, så de kan udvikle deres færdigheder indenfor blomsterdekoration.

Dermed er det ikke slut, da der aktuelt er flere byggerier i gang, så visionerne om fortsat udvikling bemærkes tydeligt på uddannelsescentrets område.

Buch Kristensen nævner, at der 28. februar vil være indvielse og åbent hus efter færdiggørelsen af 1.600 kvadratmeter nybygning til akademiuddannelserne.

Forinden er der allerede startet to nye byggerier. Dels udvidelsen af skolehjemmet for 20 millioner kroner med 20 moderne værelser, så man afhjælper dette behov, men løst bliver det stadig ikke. Endvidere bliver der i levnedsmiddelafdelingen indrettet et supermoderne restaurationskøkken.

»Fra jord til bord«-begrebet bliver der til fulde taget vare om på Dalum UddannelsesCenter.