Svære odds for de unge
(LANDBRUG FYN) De kommende landmænd fik en opsang ved mediedagen på Dalum Landbrugsskole i onsdags - og indsigt i at bruge medierne.
- Det synd for planterne, at vi spiser dem!
- En sådan holdning kan jeg nu støde på inde i Valby, hvor vi bor. Hvor man hidtil har »holdt med dyrene«, og hvor de mest rabiate har givet minkene friheden ved at »lukke« dem ud i den såkaldte natur, så går den nye generation endnu videre. Det må I vide. Sådan er det. Og det må vi forholde jer til!
Radiojournalisten Anders Søgaard lagde ikke fingrene imellem, da han i onsdags var bedt om varme op til Dalum Landbrugsskoles mediedag for samtlige skolens 245 elever. I øvrigt den første undervisningsdag af den art på skolen.
- I bliver en minoritet. Faktisk vil der snart være flere indvandrere end landmænd. Som kun to procent af den danske befolkning er medierne den eneste måde, I vil kunne kommunikere budskaber ud på tværs af samfundet.
- Men I er oppe mod meget svære odds. Den øvrige befolkning ved meget lidt om landbruget og naturen - men de har magten. Eller sagt på en anden måde: De uvidende har magten!
- I landmænd kalder jer naturforvaltere, men jeres problem er, at befolkningen intet ved om naturen. Derfor skal I høre godt efter i biologitimerne, lød opsangen fra Anders Søgaard, der blandt andet er kendt for radioprogrammerne »Ude på landet« og aktuelt P1-programmet »Danmarksbilleder« hver eftermiddag kl. 14.30.
Samtidig pegede han på et andet problem for den kommende generation af landmænd: Bybefolkningen vil ikke betale for råvarerne fra landbruget.
- Derfor skal I udvikle en kultur for madoplevelser i befolkningen. I skal få dem til at lave komplicerede måltider, der kræver bedre - og dyrere - råvarer, lød hans råd, inden alle eleverne ved en række workshops blev belært om, hvordan man bedre tackler mødet med pressen og i det hele taget bruger medierne.
Afslutningssalven på mediedagen stod filosof Arno Victor Nielsen for. Fra talerstolen i sin velkendte »Regner Worm« stil gav han eleverne sin uforbeholdne og kontroversielle mening om landbrugsuddannelsen, bønder og fremtidens industrilandbrug.
Han fulgte Anders Søgaard ganske godt op med at påstå:
- Byfolket tror, at alt grønt er natur. Derfor er det nødvendigt at drive bønderne ud af landskabet. Byboernes syn på landet har ganske enkelt sejret over bønderne!
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.










































