- I Danmark produceres 10 procent af Europas grise, men der bruges kun 1,5 procent af det europæiske medicinforbrug til produktion. Alligevel er der altid et eller andet galt.

Sådan indledte dyrlæge Hans Bundgård, Ringe, da han bød velkommen til et årsmøde, som svinefagdyrlægernes fynske praksis afholdt i Ryslinge i tidligere på ugen.

Det var valgt at sætte fokus på, at svineproduktionen er under pres. Dyrevelfærd står højt på dagsordenen. Desuden er erhvervet presset af dårlige priser samt alvorlige sygdomme som PMWS. Yderligere kommer der mere offentlig kontrol af både dyrlæger og producenter.

- Alle i erhvervet er nødt til at forholde sig til disse ting, så vi kan være på forkant med udviklingen og forsøge at påvirke beslutningstagerne i den rigtige retning, sagde Hans Bundgård, inden han introducerede en af indlægsholderne:

- Velkommen til en mand, som jeg håber I aldrig kommer til at se igen. Kig godt på ham nu han er her, og lade være at håbe på gensyn!

Velkomsten gjaldt lederen af det medicinske rejsehold, dyrlæge Per Henriksen, Fødevaredirektoratets kontor for dyreværn, veterinære lægemidler, m.v.

- Det er nu ikke mig, der kommer farende, lød det beroligende over for forsamlingen. Men jeg benytter gerne lejligheden til at fortælle om, hvad der fokuseres på, når der kommer besøg, sagde Per Henriksen.

- Der foretages ingen kontrol for kontrollens skyld. Det drejer sig primært om en forebyggende indsats, som har vist sig at være nødvendig. Det hensigtsmæssige i at følge reglerne må fastslås, så det forhåbentlig kun er de få, der bliver udsat for anklager om alvorlige lovovertrædelser.

De primære hensyn gælder fødevaresikkerheden med kontrol af forbud mod væksthormoner, ulovlig import af »det gule pulver«, restkoncentrationer og øget resistensudvikling hos bakterier

For dyrenes velfærd skal det kontrolleres, at injektion i blodårer og led bliver foretaget af dyrlæge, samt at der gives korrekte doseringer, da store doser kan medføre smerter.

- Landmandens sikkerhed indgår faktisk også i kontrollen, og ikke mindst hensynet til kvindelige svineproducenter, når det gælder omgangen med hormoner (prostaglandiner kan være abortfremkaldende). Bedøvelsesmidler skal der også være kontrol med, da der kunne blive tale om misbrug, påpegede dyrlæge Per Henriksen.

Dyrlægernes aktivitet er også kontrolleret, da deres gerning skal udøves med omhu og samvittighedsfuldt i henhold til dyrlægeloven. Ligeledes tjekkes faktureringen, hvor det kræves, at omkostningerne er adskilt i honorar og medicin.

Ved anmeldte besøg bliver der kontrolleret 200 kvæg- og svinebesætninger, men ellers er der tale om risikobaseret udvælgelse af både dyrlæger og landmænd.

For dyrlægernes vedkommende vurderes deres receptudstedelse samt antal sundhedsrådgivningsaftaler. Ifølge Per Henriksen vil tidligere bøder og domme virke animerende til særlige kontrolbesøg.

Tilsvarende vil det også gælde for landmænds bøder og domme, samt dem der har fået målt restkoncentrationer. En skærpet bevågenhed er der overfor medicinforbruget, og her er der erfaringsmæssigt især fokus på medicinhandel over grænserne. Per Henriksen peger på hollandsk-dansk samhandel.

Dyrearterne er også inddraget i kontrolfunktionen, og det er ikke kun de sædvanlige husdyr, men også fisk, fjerkræ, får med flere.

Kontrollen af husdyrproducenterne og dyrlægerne foretages gennem fødevareregionerne og omfatter 200 landmænd og 40 dyrlægepraksis. I regionerne anvendes tre dyrlæger, men ved fire landsdækkende aktioner og assistance til regionernes kontroludførelse medvirker medicinrejseholdet.

Per Henriksen forklarer, at medicinrejseholdet består af en jurist, der er tidligere anklager, samt fire dyrlæger.

De konkrete ting der undersøges er for landmændene: Medicinoptegnelser, opbevaring af medicin, ulovlige lægemidler og behandling uden dyrlæge.

- Det er vigtigt, at landmanden viser evne og vilje til at have orden i papirerne og i køleskabet. Lægemidlerne må ikke være produceret det forkerte sted i Østen, hvor der kan være produktion af medicin og pesticider i samme fabrik. Endelig må landmanden ikke optræde som dyrlæge og spare to dages kur ud af fem dages medicinleverance, så der kan oplagres, nævner dyrlægen som uddybning af de kontrollerede områder.

I dyrlæge praksis kontrolleres sundhedsrådgivningsaftaler, ordinationsmønster samt de krævede indberetninger til Vetstat og Fødevaredirektoratet.

- Det må stå klart, at ved overtrædelser, så straffes de pågældende lovbrydere. Enten med administrative bøder fra Fødevaredirektoratet eller ved alvorlige tilfælde med politianmeldelse, som ved dom kan føre til bødestraf eller fængsel, forklarede Per Henriksen.

Han nævnte, at der i Jylland er en konkret prøvesag undervejs mod en dyrlæge, og enhver, der først er dømt én gang, vil straks være under skærpet opmærksomhed. Ved gentagelser kan der i øvrigt ske fratagelse af rettigheder for udøvelse af erhvervet, både for landmænd som for dyrlæger.

- Der er al mulig grund til at slå fast, at forebyggende indsats er det afgørende, så derfor skal myndigheder, dyrlæger og landmænd virkelig samarbejde om at få alle til at overholde gældende lov, fremhævede dyrlæge Per Henriksen fra Fødevaredirektoratet og tilføjede:

Begrundelsen er klar nok: Det er til gavn for folkesundheden og vor store eksport af animalske fødevarer.