Landbruget glemt i amtets regionplan
De fynske landboorganisationer kritiserer debatoplægget PULS-Fyn for at tilsidesætte landbrugserhvervet i planlægningen af Regionplan 2005.
Som de fleste interesseorganisationer på Fyn har de fynske landboorganisationer naturligvis også læst debatoplægget PULS-Fyn, som Fyns Amt i samarbejde med rådgivningsfirmaer har udgivet som baggrundsmateriale for Regionplan 2005.
- Men vi har ganske enkelt måtte have luppen frem for at finde ordet landbrug i den dyre rapport, siger regionssekretær Frans Erve på vegne af De fynske Landboforeninger og Fyns Familielandbrug.
- Landbruget er på det nærmeste glemt, selv om vort erhverv fra amtets side konstant i er fokus.
I et brev til Fyns Amt, hvor de fynske landboorganisationer giver deres bemærkninger til oplægget til regionsplanen, lægger man ikke fingrene imellem.
- Vi kan ved læsningen af PULS-Fyn konstatere, at man betragter landbruget som en usynlig faktor i Fyns fremtidige erhvervsudvikling. Intet er mere forkert, når man ved fra statistikkerne, at landbrugsproduktionens samlede beskæftigelsesvirkning i 2000 på Fyn var 28.000. Det svarer til 12,5 procent af amtets samlede beskæftigelse, siger Frans Erve og minder om, at den reelle beskæftigelseseffekt fra landbruget er, at én fuldtidsbeskæftiget i primærlandbruget giver anledning til 1,5 fuldtidsbeskæftiget uden for landbruget.
- Vi er ganske enkelt trætte af amtets negligering af landbruget, der - trods strukturudviklingen - har en væsentlig rolle i den fynske regions udviklingsmuligheder - særligt i landområderne.
- Vi vil ikke kostes til side, men i stedet have en fremtrædende plads i planlægningen. Ønsker Fyns Amt ikke det, må de hellere melde klart ud, understreger De fynske Landboforeningers regionssekretær.
I brevet til amtet understreger landboorganisationerne, at der på Fyn skal sikres en både effektiv og konkurrencedygtig landbrugsproduktion, der samtidig er afvejet med hensyn til miljøet, naturen og øvrige omgivelser.
- Derfor opfordrer vi i vore bemærkninger til regionplanoplægget til et stærkere datagrundlag, og ikke mindst hvor landbrugsproduktionen skal foregå i fremtiden, påpeger Frans Erve.
Samtidig understreges det i brevet, at der er behov for et grundigt analysearbejde, som beskriver landbrugets muligheder og potentielle interessekonflikter. Men også viden om landbrugets betydning for det omgivende lokalsamfund er nødvendig for at definere erhvervets fremtidige placering.
I kommentarerne til PULS-Fyn påpeges det videre, at de miljømæssige konsekvenser for blandt andet de sårbare områder og de økonomiske konsekvenser for erhvervet samt samfundsøkonomiske konsekvenser af eventuelle tiltag skal være kendt.
- Dermed kan erhvervets udøvere bedre planlægge den fremtidige landbrugsproduktion, fastslår Frans Erve og henviser til de afsluttende bemærkninger i brevet til Fyns Amt, som lyder:
- Landbrugets organisationer på Fyn vil gerne »spille sammen« med alle andre interessenter til opnåelse af en dynamisk erhvervsudvikling på Fyn.
PULS-Fyn er udarbejdet som baggrundsmateriale for debat og politisk beslutning om den kommende Regionplan 2005 for Fyns Amt.
PULS-Fyn står for Potentialer, Udfordringer og Lokale Styrker.
Rapporten på 133 sider, der blev udsendt i september 2003, er udarbejdet for Fyns Amt af Sven Allan Jensen A/S og PLS Rambøll Management.