Alle Danmarks store svine-slagterier fik natten til i torsdags uanmeldt besøg af deres lokale fødevareregion, oplyser Fødevareministeriet.

- Aktionen gik ud på at kontrollere rengøringsstandarden og gennemgå slagteriernes papirer om egenkontrol, lyder det fra fødevarekontrollanterne.

Baggrunden for kontrolaktionen var den seneste tids hårde kritik i medierne af rengøringen på nogle svineslagterier.

Ved redaktionens slutning forlød det, at resultat af aktionen var, at forholdene grundlæggende er i orden, men ikke alt er perfekt.

- Der er fundet nogle forhold, som har givet anledning til påbud eller indskærpelser om ekstra rengøring, inden produktionen kunne gå i gang torsdag morgen. Men der er ikke fundet graverende fejl, og alle slagterier kom i gang torsdag morgen, hed det i en pressemeddelelse fra ministeriet.

- Fundene giver mig ikke anledning til at frygte for fødevaresikkerheden på de danske slagterier. Men der er virksomheder, som ikke fuldt tilfredsstillende løfter deres ansvar. Det er ikke godt nok, og derfor har jeg gentaget min besked til Fødevaredirektoratet om at anlægge en skrappere kurs overfor dem, som ikke kan holde orden i eget hus, siger fødevareminister Mariann Fischer Boel i en kommentar.