Sønderjysk pigeaften uden mænd
(LANDBRUG SYD) Stor interesse og spørgelyst, da LHN inviterede til pigeaften om familie, jura, økonomi og forsikring.
Omkring 25 kvinder var mødt op. En af den var Anja Nygaard fra Øster Højst ved Løgumkloster. Og hun blev bestemt ikke skuffet:
- Det var alle tiders. Vi var nogle stykker der mødtes forinden og fulgtes ad til pigeaftenen. Og selve aftenen var hyggelig. Der var stor spørgelyst, og samtidig kunne vi gøre lidt grin med tingene, siger Anja Nygaard, der dog også fik nyttig viden med hjem:
- Blandt andet omkring forsikringer og økonomi omkring af være gift og ikke gift med en landmand. Der er mange ting omkring det, man nok ikke tænker så meget over i dagligdagen, så det er samtidig godt at få et spark, tilføjer hun.
I forbindelse med pigeaftenen var der dog også mænd inviteret. Blandt andet advokat Claus Gren fra Aabenraa, der fortale om ægteskabelige ting omkring familiejura, når det gælder landbrug. Desuden var der indlæg fra Nordea og Tryg Forsikring.