Med til den individuelle fodring hører opsamling af viden om foderforbrug og vægt – for hver enkelt so. Systemet skal ses om et alternativ til elektronisk sofodring (ESF) i ædebokse, men fordelen ved karrusellen er bl.a., at søer kan æde samtidigt – som det er naturligt for arten.

Egentlig burde navnet på anlægget være en blanding af de tre nævnte muligheder. F.eks. Foderrobotkarruselstation. Stationær er anlægget med tilhørende siloer, og det med karrusellen er ganske vist. Og i det hele taget virker stationen som en robot, som teoretisk kan betjene 70 søer i timen ifølge rapporten.

Låger lukker op og klapper automatisk i efter behov. Robotten, karrusellen, stationen kender forskel på dyrene og behandler dem individuelt samtidigt med, at den registrerer og sladrer om foderforbrug og vægt til bonden.

Danmarks Jordbrugsforskning, Afdeling for Jordbrugsteknik, konkluderer, at »….fodringsanlægget teknisk set fungerer tilfredsstillende«. Men med en tilføjelse om, at håndtering af data har behov for en videreudvikling. Altså bedre software og lidt forbedret teknik..

Miljømæssigt er det ifølge Afdeling for Jordbrugsteknik nødvendigt, at flytte anlægget på grund af spild af næringsstoffer. Eller alternativt at kunne opsamle spild omkring anlægget, så længe stationen er placeret på friland som på Rugballegård ved Horsens.

Robotfodring passer også som fod i hose til at opfylde behovet for sporbarhed af fodermenuer helt ned på enkeltdyrsniveau. Hvilket batchnumre fik du til middag? kan den ene so herefter spørge den anden (batchnummer er et unikt id for hver enkelt foderkomponent, red.)

Spørgsmålet kan i hvert fald viderestilles til bonden, som kan svare ved blot at kaste et blik på skærmen og ved at veksle foder-id-nummer til foderemne. Eller oplysningerne kan følge med helt til køledisken?

Set i fugleperspektiv er foderrobotten fra fabrikant Jesper K. Larsen meget lig en malkekarrusel. Der er en indgangslåge og efter endt karruseltur forlader soen igen etablissementet via en udgangslåge. Dertil kommer muligheden for at blive fanget af systemet, hvis dyret skal have besøg af dyrlæge eller insemineres.

Men forsøget på Rugballegård viser dog, at søerne stiller sig in kø allerede fra morgenstunden for at få dagens karruseltur. Dagens måltid var i forsøget åbent fra klokken ni om morgenen, hvor stort set alle søer derfor stod i kø til morgen buffeten. Gennemsnitligt tog det 11 minutter at indtage ædelsen.

Men da måltidet var rationeret udvist søerne en ekstra stor interesse for spildfoder, og de opholdt sig derfor meget omkring udgangslågen, hvilket kunne give lidt tumult. Tre søer dagligt havde endog held til at tage bagindgangen ind i karrusellen.

Bortset herfra udviste søerne en imponerende køkultur. Selve rækkefølgen for, hvornår det var hvis´ tur gentog sig således dag efter dag. So nummer 106 åd altid som en af de første, mens so nummer 135 næsten altid kom sidst til mølle.

Elforbruget var såre beskedent, viste målingerne. På frostfrie dage var forbruget pr. so kun 10 W pr. døgn. I frostvejr skulle vandet varmes op, og her steg forbruget til 16 W pr. so pr. døgn. Ved større flokstørrelse forventes strømforbruget yderligere at falde.

Konklusionen er, at anlægget skal videreudvikles og kureres for nogle børnesygdomme, men på den anden side virker forsøget lovende. Dog må søerne ikke kunne løfte ædeboks-adskillelsen og må på den anden side heller ikke kunne komme til skade i anlægget. Alt sammen problemer, som umiddelbart synes at kunne overvindes i betragtning af den iderigdom og tekniske snilde, som ligger bag foderstationen.

Oprindeligt er anlægget udviklet med henblik på at servicere og håndtere både søer og slagtesvin. På længere sigt kan individuel fodring af slagtesvin vise sig som det mest spændende perspektiv ved robotfodring i karrusel. Men den konklusion står foreløbigt for skribentens egen regning.