Stor interesse for efterårets kvotebørs
(Effektivt Landbrug) Mælkeudvalgets foreløbige opgørelse viser en kvotepris på cirka fire kroner pr. kilo mælk. Tæt på majbørsens ligevægtspris på 4,04 kroner pr. kilo.
Der er udsigt til, at et rekordstort antal malkekøer det kommende år får tilbud om ansættelse hos en ny arbejdsgiver eller alternativt det ultimative retrætetilbud som fyld i en oksespegepølser.
Af tallene fra efterårets kvotebørs kan man udlede, at op mod 50.000 malkekøer af deres ejere fik stillet en usikker fremtid i møde. Herefter vil betingelserne i de afgivne salgsbud overfor de afgivne købsbud bestemme, hvor mange af køerne, der rent faktisk skal skifte adresse.
Den foreløbige opgørelse over den store interesse for både at køb og salg af mælkekvote viser en ligevægtspris på mellem 3,99 og 4,05 kroner pr. kilo mælk og dermed et marginalt fald i forhold til sidste kvotebørs. I maj 2003 endte ligevægtsprisen på 4.04 kroner pr. kilo mælk.
De foreløbige tal viser en gennemsnitlig besætningsstørrelse - hos de, der fik godkendt et kvotesalg - i intervallet mellem 30 og 40 køer, men køberne af kvote i gennemsnit kunne øge deres koantal i størrelsesordenen 10-12 køer.
Når tallene er endeligt opgjorte forventes Mælkeudvalget, at cirka 2.250 producenter vil få købt og cirka 750 producenter vil få solgt. Sammenlægges tallene med de 387 producenter, der solgte deres kvote på majbørsen 2003, har i alt cirka 1.100 producenter afviklet deres malkekvægbesætninger i det år, der løber fra april 2003 til april 2004.
De i alt 4.350 købs- og salgsbud betyder, at 60 procent af alle danske mælkeproducenter har involveret sig i efterårets kvotebørs.
Den endelige ligevægtspris og -mængde offentliggøres på Mælkeudvalgets hjemmeside 3. december 2003.