Svinepriser 2004: Utilfredsstillende med pil opad
(Effektivt Landbrug) Slagteriformand Bent Claudi Lassen måtte bedrøve deltagerne ved årsmødet i Landsudvalget for Svin med meldingen om, at svinepriserne også det kommende år vil være for lave.
At det kan være vanskeligt at spå sikkert om fremtiden, ved enhver, der begiver sig af med den slags. Den landmand, hvis virksomhed afhænger af træfsikkerheden i spådommene om svinekødspriserne i det kommende år, levner selvsagt lidt længere snor til et fejlskøn i positiv retning, end når det modsatte er tilfældet.
Det vidste formanden for Danske Slagterier, Bent Claudi Lassen, da han ved Landsudvalget for Svins årsmøde i Herning i sidste uge skulle orientere om afsætningsforholdene for svinekød. Derfor startede han da også sit indlæg med at gribe om nældens rod.
- Det er gået værre end vi forventede sidste år. Især 2. og 3. kvartal svigtede som følge af valutakursudviklingen, indledte han.
Også det forhold, at de danske afregningspriser i lange perioder har ligget under det tyske prisniveau, valgte formanden at forklare sig særdeles grundigt omkring.
De op mod 1.000 deltagere i årsmødet fik desværre heller ikke meget at styrke humøret med, da Bent Claudi Lassen vovede sig ud i forudsigelserne for det kommende år. Den optimisme, enkelte måske kan mobilisere, er formentlig parkeret i håbet om et fejlskud af samme størrelse som sidste år. Bare i den modsatte retning.
- For 2004 forventer vi, på baggrund af det stabile udbud og lyspunkterne i Japan og Østeuropa, at året bliver bedre end 2003, men som helhed ikke langt fra 2002-niveauet. Det fører frem til en forventet gennemsnitspris pr. kilo svinekød for 2004 på 8,50 til 8,75 kroner, lød det fra slagteriformanden.
- Efter julehandlen forventer vi en normal sæsonmæssig tilbagegang og venter at den sædvanlige sæsonmæssige fremgang også i foråret 2004 vil give bedre priser. Andet kvartal i 2004 forventes ifølge prognosen at blive bedst med en pris på ni kroner for derefter i 3. og 4. kvartal at falde tilbage på et lavere niveau på henholdsvis 8,75 og 8,50 kroner pr. kilo.
Det kommende år bliver altså hverken markant dårligt eller et godt prismæssigt år for os svineproducenter, lovede Bent Claudi Lassen, hvilket han konkluderede således:
- 2004 bliver heller ikke tilfredsstillende – men med en pil opad.
De særlige forhold på det tyske marked, der i en lang periode har givet kollegerne mod syd en højere afregning, forklarede Bent Claudi Lassen især med den store forskel i de landes afsætning af svinekød.
- Mens Danmark eksporterer langt det meste af sit svinekød til mere end 130 lande afsætter de tyske slagterier helt overvejende svinekødet til et hjemmemarked, hvor den tyske forbruger loyalt foretrækker sit eget lands produkter.
- Dette sammenholdt med en ekstrem varm sommer, der både reducerede tilvæksten hos grisene samtidigt med det varme sommer og eftersommers øgede efterspørgsel af svinekød gav prisstigningen i Tyskland. Disse sammenfaldende omstændigheder gjorde forskellen større end ellers, forklarede formanden, der over en fem års periode påviste, at den danske svinekødssektor kan fastholde samme eller en smule højere afregning.
- Andelsmedlemsskabet, et højt veterinært niveau og en stor forskningsindsats er årsagen til, at vi kan matche tyskerne på afregningsprisen trods Tysklands bedre udgangspunkt med blandt andet lavere lønomkostninger, fastslog Bent Claudi Lassen.
Den afgående formand for Danske Svineproducenter, Per Bach Laursen, gik i rette med slagteriernes insinuationer om, at landsforeningen skulle opfordre til at flytte slagtningerne ud af landet. I stedet opfordrede han til, at svineproducenternes opnår større deltagelse og engagement i prisdannelsen ved hjælp af nye muligheder for splitleverancer.
- Vi mener blot, at man igen skal se på mulighederne for splitleverancer. Muligheden for splitleverancer er andet og mere end en afsætningsmulighed. Vi mener, man mere skal opfatte splitleverancer som en moderne kommunikationsform, der giver svineproducenterne tættere markedskontakt.
- Lad os få nogle regler, som kommunikerer bedre til andelshaverne, opfordrede Per Bach Laursen og opfordrede generelt slagteriselskaberne til i krisetider at være mere informativ overfor leverandørerne.