Der er murren i krogene hos andelshaverne bag de selskaber, der nærmer sig monopollignende stillinger i det danske landbrugslandskab.

Ikke sjældent høres en andelshaver bruge ordene »de« og »dem« om selskabstoppen og sjældnere ordene »vi« og »os« om det mejeri, slagteri eller foderstofselskab, de er medejere af.

Effektivt Landbrug har spurgt adjunkt, jordbrugsøkonom og Ph.d. Henrik Ballebye Olesen på Landbohøjskolen, om der er forandringer på vej i de milde vinde, der stadig smyger sig om de store andelsselskaber. Henrik Ballebye Olesen har på Landbohøjskolen forsket i andelsøkonomi og kontraktproduktion.

- Andelsselskaberne konkurrerer i dag mindre om leverandørerne, fordi der er så få andelsselskaber tilbage. Det giver andelsselskaberne et større spillerum, siger Henrik Ballebye Olesen.

- Andelsselskabernes større spillerum opstår ved, at de er mere sikre på deres leverandør og kan foretage en bedre tilrettelæggelse af produktionen. De stærke leverandører stikker jo ikke lige pludselig af og begynder at levere til et andet selskab.

- Omvendt er der den ulempe ved det større spillerum, at ledelsen har mulighed for at afprøve egne veje og kan dække over fejl, der er begået. Det er især muligt, fordi det efterhånden er blevet svært at finde en virksomhed, man direkte kan sammenligne med og derudfra, fra andelshaverside, vurdere mindre heldige dispositioner.

Henrik Ballebye Olesen er ikke i tvivl om, at bestyrelsesarbejdet i de store andelsselskaber er blevet mere krævende.

- Det skyldes blandt andet, at der ofte ikke er en konkurrerende virksomhed med samme forretningsområde, man kan sammenligne sig med. Hvis man vil sammenligne andelsselskabers præstationer, skal man korrigere for de særlige forhold, som gælder for de enkelte selskaber.

- Når jeg som økonom ser på andelsvirksomhederne og de mange loyale andelshavere, synes jeg det mest bekymrende er, at den ressource, man kunne kalde »andelsånden«, bliver forvaltet ganske dårligt og er på vej til at smuldre mellem hænderne på ledelserne, siger Henrik Ballebye Olesen.

I et ethvert selskab, andelsejet såvel som privatejet, skal alarmklokkerne ringe, når der er for mange af leverandørerne, der kan få held med at ringe til firmaets indkøbsafdeling og opnå specielle vilkår. Det koster nemlig penge.

- Relationen mellem andelshaverne og deres andelsvirksomhed har man indtil videre kunne klare meget billigt på grund af faste principper for noteringer og priser. Til gengæld ser vi nu en stigende tendens til at utilfredse andelshavere søger myndighederne som alliancepartner mod deres eget selskab.

- Det er et dårligt tegn, og relationen mellem leverandør og andelsselskab burde ledelserne håndtere bedre, mener Henrik Ballebye Olesen.

- Alle organisationer har naturligvis et problem at løse, når de vokser sig store, siger Henrik Ballebye Olesen.

- Mange globale koncerner magter at skabe en særlig korpsånd og loyalitet omkring sig. Det tror jeg man i andelssektoren skal tage ved lære af, for det er ikke en løsning at skille forretningerne ad igen.

- Der er en kæmpe opgave at få den demokratiske debat i andelsselskabet til at fungere. Og den opgave tror jeg, man skal tage langt mere alvorligt end tilfældet er - måske skal man bekymre sig mere om, hvordan man kan stimulere debatten end om, hvordan man kan undgå den.

- I dag sker der nok for meget information af medlemmerne og for lidt reel debat i og om selskabet. Og så går det ud over loyaliteten, mener andelsforskeren.

Når andelsselskaberne skal finde niveauet for afregningen af leverandørernes leverancer, skal det selvsagt have sit udgangspunkt i en markedsbestemt prisdannelse.

Også prisfastsættelsen i kontraktstyrede leverandørforhold har adjunkt Henrik Ballebye Olesen fra Landbohøjskolen forsket i.

- Der findes flere metoder. For eksempel kan det sker ved forhandling mellem producentforening og virksomhed.

- Eller som i USA, hvor størstedelen af svinekødet produceres på kontrakter. Her er der stadig en 10-15 procent af svinekødet, som omsættes i en slags frihandel fra landmænd uden leveringspligt, forklarer forskeren.

- Det medfører jo, at disse 10-15 procent af leverancerne, som typisk er fra småproducenter, kommer til at bestemme prisen og skabe en falsk tryghed for de, der leverer på kontrakter.

- Den tredje mulighed er en formel aftale om profitdeling efter en aftalt fordelingsnøgle som inkluderer forrentning af kapitalen. Og med den samme forrentning af andelshavernes kapital i selskabet, forklarer forskeren.

Vilkårene for afregning er vidt forskellig mellem private og andelsselskaber. Private selskaber vil have råvaren billigst muligt, og andelsselskaber vil betale mest muligt for råvaren.

Alligevel mener Henrik Ballebye Olesen nok, at andelsselskaberne kan klare sig i fremtiden.

- Men de er oppe mod store kræfter, når det gælder de store detailkæder. Den hårde konkurrence kan ikke undgå at give en lavere indtjening i selskaberne.

- Men som mellem alle andre virksomheders handelsforhold gælder det, at parterne skal have en god kontakt som udgangspunkt for den tillid, der er helt nødvendig. Denne tillid gælder også forholdet mellem andelsselskabet og dens leverandører.

- Det er derfor, jeg mener, at det, man kan kalde andelsånden, er en så værdifuld ressource, at den burde gives større opmærksomhed for derved at sikre en større grad af demokratisk debat i det enkelte andelsselskab, siger andelsforskeren.