Peder Thomsen efterlyste lokalt engagement
(LANDBRUG FYN) Lidt mere end hver tiende familielandbruger har meldt sig ud af organisationen på landsplan. På Fyn er tendensen den samme. På Familielandbrugets årsmøde i Nyborg kom landsformanden med et bud på, hvordan udviklingen kan vendes. Nøgleordet er lokalt engagement, mener han.
Fyns Familielandbrugs formand, Ib W. Jensen, er bekymret for familiebrugssektionens synlighed og gennemslagskraft.
Den fynske formands bekymring blev luftet på årsmødet i familielandbrugssektionen under Dansk Landbrug, der blev afholdt i mandags på Hotel Nyborg Strand.
Ib W. Jensens bekymring for Familielandbrugets fremtid hænger blandt andet sammen med tal, som viser, at mere end hvert tiende medlem på landsplan har vendt Familielandbruget ryggen i perioden 1. juli 2002 til 1. juli i år. På Fyn er tendensen den samme – her har man mistet små ni procent af medlemmerne, så der pr. 1. juli i år var 1.144 fynske familielandbrugere tilbage med medlemskortet i orden.
- Hvordan, spurgte Ib W. Jensen fra talerstolen, kan vi få solgt Familielandbrugets budskab i en tid, hvor holdningen ikke mindst i Folketinget synes at være, at kun stort er godt. Og hvordan sikrer vi vores synlighed. Har du et bud, Peder Thomsen?
- Udgangspunktet er, at vi får en øget lokal debat blandt familielandbrugerne, svarede Peder Thomsen, og fortsatte med tydelig adresse til forsamlingen:
- Det er ude lokalt, I skal lade tingene ske. Det er ude blandt jer, der har de små og mellemstore landbrug, der skal råbes op. Det nytter ikke noget, at det bare er sådan en som mig, der snakker løs. Jeg kan ikke løfte opgaven alene, og derfor er det helt afgørende, at vi får den nødvendige lokale debat.
- Det er jo, understregede formanden videre, en forudsætning for den demokratiske proces, at vi også i vores egen organisation virkelig har gang i debatten. Jeg tager gerne ud lokalt til debatmøder. Det er jo blandt andet det, jeg bliver betalt for som formand. Og vi kan gøre en forskel, hvis vi selv vil. Hvis vi selv er aktive. Men vi skal gide at deltage. Det er forudsætningen for indflydelse, pointerede Peder Thomsen.
Rut Jørgensen pointerede, at det fynske projekt, som fødevarekonsulent Karin Lundsgaard har sat i værk, har så mange kvaliteter, at det bør overvejes, om det skal udbydes på landsplan. Og af samme grund har man nu valgt at høre ministeren, om han vil bakke arbejdet op. Foreløbig venter man dog spændt på et svar.
»Luk op for en glad familie« går i korte træk ud på, at familier, der synes hverdagen kunne køre i et andet gear og med mere kvalitet, får nogle værktøjer til at få ændret på hverdagens nødvendige gøremål. Projektet omhandler familiens trivsel, hvor blandt andet det at få et veltillavet måltid mad på bordet og en madpakke med i skoletasken er en krumtap i trivslen.
Rut Jørgensen pointerede samtidig vigtigheden af det nævnte projekt, fordi det, som hun udtrykte det på jysk, ser lidt »skraldt« ud med Familien Danmarks forudsætninger og engagement, når det gælder håndteringen af den daglige kost.