Danske avlssvin til Nordkorea
Afsendelse af 477 danske avlsdyr er indledningen på et kæmpe svinestaldprojekt tæt ved den nordkoreanske hovedstad, som har fynske Rasmus West som storleverandør.
Trods den mellemliggende politiske krise om besiddelse af atomvåben i landet fortsætter projektet, der skal være med til at brødføde landets befolkning. Mange af de over 20 millioner indbyggere lever nemlig på sultegrænsen.
Derfor er delegationen med Nordkoreas landbrugsminister netop vendt tilbage til Fyn for at få leverancer til projektet sat på skinner - eller rettere i luften.
Det drejer sig om renracede svin på 30-70 kg af racerne Landrace, Yorkshire, Hampshire og Duroc. Dyrene er opkøbt hos svineavlere over hele landet af Danske Slagteriers datterselskab, DanBred.
De danske grise skal danne grundstammen i den kæmpemæssige svinefarm, der kommer til at bestå af ni stalde.
Aftalen om det store projekt, der foruden West Totalbygs otte ansatte også vil inddrage en række danske virksomheder - med leverancer af staldudstyr, vindmøller og andet grej, fik Rasmus West i hus i marts i skarp konkurrence med firmaer blandt andet fra Holland.
Den nordkoreanske delegation, der vil overvære afsendelsen af de mange danske avlssvin fra Billund, skal efter besøget i Danmark videre til netop Holland. Fra et hollandsk firma har de allerede fået leveret et komplet rugeri, og der er indgået kontrakt om levering af æg til en grundstamme af høns. Dermed er også en større kyllingeproduktion undervejs i det fattige land.