Der er »Smuglergift på markerne«.

Det konstaterede dagbladet Politiken i forrige uge. Og det er ikke første gang, budskabet om ulovlige sprøjtemidler trækker overskrifter i aviserne. Det sker faktisk hvert eneste år i sprøjtesæsonen.

- Problemet er, at vi ikke har fælles EU-regler på området. Politikerne er stolte, når de kommer hjem fra Bruxelles med en ny »lex Danmark« - en speciel ordning for Danmark. De skulle hellere sørge for fælles europæiske standarder, så den ulovlige trafik over landegrænserne blev uinteressant, siger Dansk Landbrugs formand, Peter Gæmelke.

Han har ikke noget til overs for kolleger, der bryder reglerne og henter forbudte sprøjtemidler i udlandet, men så længe Danmark fører en mere restriktiv pesticid-politik end lande som Tyskland og Sverige, så vil der være svage sjæle, som ikke kan nære sig.

- Der er to incitamenter til den ulovlige trafik. Der er penge at spare på grund af lavere afgifter på sprøjtemidler i de andre lande. For det andet er Tyskland og Sverige hurtigere til at få godkendt nye og mere miljøvenlige midler end myndighederne i Danmark.

- Det betyder, at tyske og svenske landmænd har midler til rådighed, som vi måske først får om et eller to år. Og det er der selvfølgelig nogle, der ikke kan stå for, siger Peter Gæmelke, der ikke finder den ulovlige import af sprøjtemidler meget anderledes end den ulovlige import af øl og vin samt spiritus og cigaretter, der også finder sted på grund af for store prisforskelle imellem landene.

De officielle data, der findes, stammer fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, der som udgangspunkt politianmelder alle sager om import af ikke-godkendte bekæmpelsesmidler, som kommer til inspektionens kendskab.

Sidste år blev der afsluttet 22 politisager, som ikke kun involverede landmænd, mens også kemifirmaer og gartnere. Der faldt bøder i sagerne fra under 5.000 kroner og op til 75.000 kroner.

Kemikalieinspektionen foretog ligeledes i 2002 tilsynsbesøg hos landmænd i hele landet for at kontrollere, om der blev opbevaret ulovlige bekæmpelsesmidler på bedrifterne. Kontrollen viste, at otte ud af de 78 landmænd var i besiddelse af mindre mængder af forbudte bekæmpelsesmidler.

Der var i alle tilfælde tale om rester af tidligere godkendte midler, som ikke var bortskaffet. Disse sager blev afsluttet med et påbud til landmændene om at bortskaffe midlerne på lovlig vis og indsende dokumentation herfor til Miljøstyrelsen.

- Vi har opfordret folk til at holde sig fra det, og vi har skrevet til de nordtyske foderstoffirmaer og ladet dem forstå, at vi forventer, at de ikke deltager i handler, hvor midler, som ikke er godkendt i Danmark, faktureres som andre varer. Mere kan vi ikke gøre. Vi har ikke hånd og halsret over vores medlemmer, siger han.

- Men, tilføjer Peter Gæmelke, hvis der er landmænd, der bliver taget i ulovlig import af bekæmpelsesmidler, så smitter det af på hele erhvervet og giver os badwill i både befolkningen og hos politikerne. Vi kan være utilfredse med en langsommere godkendelse af nye midler end i andre lande, men vi må overholde gældende lovgivning. Det er helt klart vores politik.