Gråsten Landbrugsskole kom ud af 2002 med overskud på bundlinien, men skolens formand, Mads Thuesen, Anslet, tør ikke love, det samme vil ske i år:

- Regnskabet for 2002 viste et overskud på 118.000 kr. Det er glædeligt, at der er overskud på såvel skolens som gårdens drift. Med de priser, vi får for landbrugsprodukter i øjeblikket, kan det blive vanskeligt også i 2003 at frembringe et positivt resultat, lød det fra formanden på skolens generalforsamling.

Mange andre landbrugsskoler rundt i landet har det svært i øjeblikket, og Mads Thuesen kunne ikke skjule sin glæde over, at det går godt i det sønderjyske:

- Skolen har en god søgning af elever - vi har haft elever fra ni amter på samme tid - og et positivt regnskab for 10. år i træk. Det kan ikke mange landbrugsskoler prale med i disse år, hvor konkurrencesituationen har været meget hård, lød det fra Mads Thuesen.

Gråsten Landbrugsskole er indtrådt i Akademi Syd, som er et samarbejde mellem EUC Syd, Mommark Handelsskole, Sønderborg Handelsskole, Købmandsskolen Aabenraa, Haderslev Handelsskole, Kolding Handelsskole, CEU Kolding og Vejen Handelsskole.

- Samarbejdet er af uforpligtende art, men giver en god mulighed for at følge andre uddannelser. Vi har også kontakt til Kolding Teknisk Skole – jordbrugsafdelingen - og forsøger at udveksle elever. Vi har elever som passer bedre til deres skoleform og omvendt. Men samarbejdet er også her uforpligtende, vi ønsker ikke et tættere samarbejde, fastslog Mads Thuesen.

- Vi havde i 2002 112 årselever, tallet for 2003 bliver nok tilsvarende, og generelt er der i øjeblikket en positiv trend. Der gøres et stort arbejde for at opfylde de forventninger, som de har til skolen, lød det fra Mads Thuesen.

- I øjeblikket er vi ved at få udarbejdet en »Kapitel 5 godkendelse« hos kommunen. Vi er endelig færdig med godkendelsen hos amtet. Når vi får godkendelsen i hus, er det hensigten at lave en udvidelse af soholdet (til 400 søer), men også samtidigt at sælge flere smågrise. De endelige planer er endnu ikke færdige, lød det fra Mads Thuesen på generalforsamlingen.

Til bestyrelsen var der genvalg til Jens Sørup, Rurup og Thorbjørn Staugaard, Torp. Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig med Mads Thuesen som formand og Povl Solmer Frank som næstformand.