Oprindeligt var biogas et idealistisk græsrodsanliggende, men nærmest uopnåeligt blot på enkelte gårde. Nu er jubelen forstummet ved udsigten til konkrete anlæg i større stil.

Formanden for landmandsgruppen, Søren Knigge, oplyser, at man hidtil har forsøgt sig med fire forslag til placeringer af nyt biogasanlæg. Alle fire forslag er blevet afvist af Teknik og Miljøudvalget i Juelsminde begrundet i nabohensyn – dels lugt og trafikgener.

I Juelsminde Kommune, hvor partiet Venstre sidder på flertallet af posterne i kommunalbestyrelsen, har initiativgruppen end ikke kunnet opnå principiel tilslutning til et projekt.

- Vi har fået mange reaktioner, hvor folk er rasende. Folk er meget utrygge, og hvor skal det ligge ? Mange siger, hvad skal vi med alle de grise ?, forklarer Ole Fl. Lyse og antyder dermed en skjult dagsorden til svin mere end til biogassen hos nogle af de protesterende.

Et biogasanlæg vil betyde en mindre miljømæssig belastning pr. tons gylle og ifølge Søren Knigge et mere ensartet produkt, som lugter og fordamper mindre ved udbringning. Men folk frygter åbenbart, at et ja til biogas vil betyde flere grise i kommunen. Søren Knigge har dog fortsat optimismen i behold, selv om politikerne er skeptiske:

- Jeg er ret sikker på, at en eventuel godkendelse af en konkret placering ikke vil blive vedtaget enstemmigt, siger Ole Flemming Lyse om udsigterne.

Han røber i øvrigt, at ideen til den lokalitet, som initiativgruppen i øjeblikket arbejder med, oprindeligt stammer fra ham selv. Men dermed ikke sagt, at den kan godkendes, når tingene er undersøgt og behandlet i udvalget.

- Det ville være at tage forskud på sagsbehandlingen i udvalget. Strengt taget ved jeg ikke engang, om en konkret placering vil kræve en VVM-undersøgelse i Vejle Amt…. Nej, vi har ikke drøftet biogas i Venstre; ikke endnu i hvert fald, siger Ole Flemming Lyse, som forventer, at Teknik og Miljøudvalget vil behandle det nye forslag på et kommende møde i begyndelsen af juni.

Han lægger meget vægt på, at en placering af et projekt til 60 millioner kr. skal være holdbar i fremtiden, og at naboer ikke må rammes af lugtgener.

Tilbuddet fra initiativgruppen er et stort set privatfinansieret anlæg, som vil kunne behandle gylle fra 15.000 dyreenheder. Tallet dækker således akkurat kommunens totale dyrebestand, som i alt netop omfatter 15.000 dyreenheder.

- Vi vil ikke protestere pr. automatik. Men jeg er skeptisk over for de miljømæssige fordele, og jeg ved, at mange fra lokalområdet er meget imod, siger formanden Ken Alminde.

Også Susanne Hjort fra Socialdemokraterne, der er medlem af Teknik og Miljøudvalget er skeptisk:

- Jeg vil ikke afvise at se på det igen…. Men miljøgevinsterne skal jo gøres op mod ulemperne. De hidtil foreslåede lokaliteter har vi i udvalget været enige om at afvise…. Jo, men jer er skeptisk. Min holdning er, at anlægget ikke må koste skatteyderne penge til f.eks. veje, som i forvejen er belastede af gyllekørsel.

- Jeg synes, at vi har lugt nok i forvejen i Juelsminde Kommune. Måske kan behandling i et biogasasnlæg begrænse visse lugtgener ved udbringning, men de miljømæssige fordele skal gøres op i forhold til ulemperne. Hvis så konsekvensen er, at der kommer flere svin, så er resultatet jo det samme, konkluderer Susanne Hjort, som også er opmærksom på lokal modstand mod projektet.

Formanden for initiativgruppen i Brædstrup, Preben Andersen, fornemmer ikke en tilsvarende modstand i Brædstrup Kommune – hverken fra politisk hold eller fra borgerne.

Harmonikravene er de samme – lige bortset fra kravet til egenareal – uanset afgasning af gyllen. Derfor er der heller ingen grund til at afvise biogassen for at undgå udvidelser af svineproduktionen, siger den tidligere borgmester i Brædstrup.

I regionplanen for Vejle Amt er der specifikt fastlagt, at biogasanlæg ikke kan placeres i nitratfølsomme områder. Et tillæg til regionplanen vil som minimum kræve en VVM-redegørelse.

Alternative placeringer er en dyr mulighed. Således gør Preben Andersen opmærksom på, at en lokalitet blot to kilometer fra den optimale placering koster lige så meget som driftslederen skal have i årsløn – altså cirka 200.000 pr. kilometer.

I øjeblikket arbejder gruppen med en mulig placering tæt på Jøla nord for Brædstrup ved amtsvejen mod Silkeborg. Et andet krav, som skal overholdes, er, at der er i forvejen skal være tilkørsel direkte til vejen og helst også vigespor. Alene denne forudsætning begrænser mulighederne.

I Brædstrupområdet opererer bønderne med et tilsvarende anlæg som i Juelsminde Kommune, hvor anlægget skal projekteres til at dække kommunens totale antal dyreenheder på 13.000-14.000 stk.