Prins Joachim har bogstaveligt talt fået et ægte bijob ved siden af landbrugsproduktionen på Schackenborg i Møgeltønder - han er blevet biavler og vil med sine to bistader og omkring 40.000 bier kunne producere 50-75 kilo honning årligt.

- Jeg har en sød tand og spiser gerne honning, lød det fra prinsen, da bierne blev officielt overrakt i forbindelse med Danmarks Biavlerforenings landsdækkende arrangement, Biernes Dag, og han glæder sig til at smage sin egen honning.

Ud over at kunne spise honning fra egne bier fører prinsen også sin families tradition for biavl videre, og der var nostalgi i haven foran Schackenborg, da han fik gaven fra Danmarks Biavlerforening overrakt - der er tale om kongelige bistader, som hans morfar, Kong Frederik d. 9., brugte til biavl i Trend.

De små huse har dog været gennem en omfattende renovering for igen at kunne huse bier og dronning. Det er Knud Sørensen, Thisted, der har lagt et utal af timer i arbejdet med at få bistaderne i orden, så de kunne overrækkes til prins Joachim.

Ud over bistader og bier fik prins Joachim også overrakt udstyr, så han kan gå i gang med produktionen, men foreningen har også sørget for en lokal biavler, der skal stå prinsen bi med avlen.

Det er Bo Tonnesen, Tønder, der holder øje med bistaderne og kan være med til at sikre, at den kongelige familie får sin egen honning. Han er lærer på Møgeltønder Skole, og han bebuder, at han mindst en gang ugentligt vil forbi slottet for at holde øje med den kongelige produktion.

Kong Frederik d. 9. havde nummer et i Danmarks Biavlerforening, men den ære tilfalder ikke Schackenborg. Prins Joachim har et nummer på den anden side 37.000.