Forårsluft for Naturmælk
(LANDBRUG SYD) Det økologiske mejeri ved Tinglev har fået nye leverandører, nye kunder og ny optimisme.
Det lille økologiske mejeri i Broderup, der ved årsskiftet var i strid modvind, sejler nu frem med vind i sejlene. I efteråret mistede mejeriet en stor bid af sin leverandørkreds. Ikke færre end syv sagde deres kontrakter op til udløb 1. oktober i år. Nu har Naturmælk imidlertid fået otte nye leverandører plus to, der står på venteliste. Der er også dukket nye kunder op, både til råmælk og detail.
Mejeribestyrer Leif Friis Jørgensen har let ved at smile i disse dage, og det skyldes ikke kun forårssolen uden for vinduerne.
- I forbindelse med, at Arla overtog mejeriet Økomælk har otte af deres leverandører valgt at slutte sig til os, så vi har fuldt ud fået kompensation for tabet af de syv, der ikke kunne få økonomien til at hænge sammen, hvis de fortsatte som økologer, siger han.
- Vi har tidligere haft en sådan en liste, men den var ikke så interessant, da økologien kom under økonomisk pres. Men nu er der igen tendens til, at mælkepriserne også herfra bliver konkurrencedygtige, og dermed stiger interessen hos dem, der er økologer i hjertet, siger Leif Friis Jørgensen.
Mejeriet føler det som en tillidserklæring, at otte landmænd, der har været tilknyttet et lille mejeri, som måtte kapitulere over for Arla, alligevel vælger at levere deres mælk til et andet lille mejeri i Broderup.
- Det er et kontant bevis for, at de tror helhjertet på økologien og på, at der er et voldsomt behov for et alternativ til Arla. Det er folk med kampånd, siger Friis Jørgensen. Og heldigvis kan vi efter den proces, vi har været igennem det sidste år, begynde at vise tal på bundlinjen, som giver vores leverandører mod på fremtiden.
- Vi har fået nye kunder, som helt bevidst ønsker at bevare et alternativ til Arla, og som derfor bakker op om de få mejerier, der er tilbage uden for giganten. Vi har pludselig mødt uventet stor velvilje, fordi en række kunder ikke er interesseret i, at mejerisektoren skal blive et monopol. Derfor er de pågældende kunder villige til at tage det ekstraarbejde, som det trods alt er at købe ind to steder, fortsætter Friis Jørgensen. Vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at gøre det så let som muligt for dem.
- Vi er glade for den udvikling, og vi synes selvfølgelig, det er sundt, at disse kunder helt bevidst ønsker at bevare en valgmulighed på langt sigt.
- Derfor er vi i dag langt mere optimistiske, end vi var ved årsskiftet. Vi har både fået nye leverandører og nye kunder, og vi har strømlinet vores produktion, så vi er blevet mere konkurrencedygtige. Det er nødvendigt for vores virksomhed, at der er balance - det vil sige, at de landmænd, der leverer mælk til os, kan få nogenlunde det samme, som de kan hente på en konventionel produktion, og at de samtidig direkte er med til at præge virksomheden her, siger Leif Friis Jørgensen.
Samtidig har mejeriet bestilt en ny maskine, så man kan i løbet af to måneder kan lave nye yoghurtvarianter i nye, større bægre.
- Målet er simpelt hen at få flere til at spise en sund, naturlig kost fra Naturmælk i Broderup hver dag, og på det punkt vil vi Arla konkurrence til stregen, siger mejeribestyrer Leif Friis Jørgensen.
Han sigter endda på en indsats på et bredt felt: - Samtidig med, at vi har produktudviklet her på mejeriet og strammet vores produktions- og økonomistyring, så vi er blevet mere konkurrencedygtige, har vi fået et godt samarbejde med en stor del af de andre mejerier, der ligger uden for giganten Arla. Det netværk styrker os også i konfrontationen med Arla, selv om vi er en slags David mod kæmpen Goliat.





































