Det var ellers varslet, at Konkurrencestyrelsen i denne uge skulle have taget endelig stilling til lovligheden af den strukturordning, som Danske Sukkerroedyrkere og Danisco for snart et år siden sendte ud til sukkerroedyrkerne.

- Vi har fået at vide, at det er på grund af Fødevareministeriets svarfrist, det ikke kan nås på det ellers varslede tidspunkt. Nu hedder den nye dato for en afgørelse i stedet 30. april, siger formanden for Danske Sukkerroedyrkere, Jørn Dalby, Gedser.

- Nu går der så yderligere en måned, før vi får afklaret situationen, siger han og tilføjer, at udsættelsen ikke får nogen praktisk betydning for den indeværende sæson, eftersom forslaget jo allerede er suspenderet i forhold til 2003-sæsonen.

De sjællandske roedyrkere fandt ikke strukturordningen retfærdig og indklagede den derfor til konkurrencemyndighederne. Det skete via ni sjællandske landboforeninger.

Samtidig med en fordeling af dyrkerrettighederne hos de sjællandske til de nu tre tilbageværende sukkerfabrikker i Danmark, Assens, Nakskov og Nykøbing, var der ellers lagt op til, at der kunne foretages køb og salg af kontraktrettigheder med henblik på samlet at opnå en bedre produktionsøkonomi hos dyrkerne.

Overfor dette står naturligvis også de tre Danisco-ejede sukkerfabrikkers ønske om at styre leverancerne mest hensigtsmæssigt i forhold til at optimere produktionen på fabrikkerne.

- Går afgørelsen os imod, må vi jo, i samarbejde med Danisco, i gang med at tage nogle af elementerne ud af forslaget. På forhånd sker der dog ikke noget, siger Jørn Dalby og betoner, at det jo i sidste ende handler om, hvad Danisco vil være med til.