Foto: Svend Erik Christensen

- Det gik meget fint.

Sådan lyder den umiddelbare kommentar, når vi spørger Kaj Møller, forstander på Grindsted Landbrugsskole, om forløbet af åbent hus arrangementet, hvor der for fjerde gang blev lavet noget ekstraordinært ud af dagen i form af et dyrskue.

I år havde gæsterne også lejlighed til at deltage i den officielle indvielse af en ny 260 kvadratmeter stor klassefløj, der er taget i brug efter årsskiftet, og til at forstå den officielle indvielse havde skolen allieret sig med Grindsted Kommunes viceborgmester, Jette Seidenschnur (J).

Den nye fløj omfatter bl.a. to store klasseværelser og nogle grupperum og har ifølge Kaj Møller kostet skolen 1,5 millioner kroner:

- Hos os sprænger vi ikke rammerne – vi gør noget ved dem, siger Kaj Møller om udvidelsen og konstaterer, at der ikke lige nu er nye projekter under udarbejdelse.

- Vi har hele tiden ønsker, men der er ingen konkrete byggeplaner. Det næste bliver nye elevværelser, vurderer Kaj Møller – i øjeblikket bor nogle af skolens elever i midlertidige faciliteter.

Der var også heste og grise, og ikke mindst drengene var interesseret i striben af traktorer, der var stillet op.

- Vi tæller ikke besøgende, men skønsmæssigt har der været mellem 400 og 500, lyder vurderingen fra Kaj Møller.

Det var naturligvis ikke alle potentielle elever til skolen, selvom arrangementet naturligvis også henvender sig til unge mennesker, der gerne vil tage en landbrugsfaglig uddannelse. Sådan en dag er der rig lejlighed til at snuse til livet på en landbrugsskole og høre nærmere om mulighederne.

Også mange forældre til nuværende elever kiggede forbi, og i det hele taget er der mange, der viser interesse for skolens virke både i landbrugskredse og lokalt.

Arrangementet var ikke kun for landbrugsskolen. Også stedets husholdningsskole var involveret i dyrskuet med smagsprøver og boder med mundgodt samt udstillinger med husholdningselevernes egne kunstværker fra billedkunst og møbelrenovering.