Landbocenter fejrede fødselsdag
I disse dage er det 25 år siden, Midtjysk Landbocenter i Grindsted flyttede i nye lokaler. Det blev markeret forleden.
Et center, der siden indvielsen har været i konstant vækst, og i dag sammen med Landbocentret i Give, som man fusionerede med i 1996, tæller cirka 90 medarbejdere fordelt på de to centre. Heraf er de 35 tilknyttet centret i Grindsted.
Og formand for Midtjysk Landboforening, Knud Erik Nielsen, benyttede lejligheden til at takke og anerkende ledelse og medarbejdere fra dengang for en både fornuftig og fremsynet beslutning, der har styrket den lokale rådgivning og landbruget generelt.
- Kulturværdier og traditioner er vigtige for en god rådgivning. Her i Midtjylland er vi nødt til at holde sammen og bevare det, vi har, sagde Knud Erik Nielsen i forbindelse med jubilæet, der blev markeret med en reception for medarbejdere og den nuværende og tidligere ledelse.
- Det er klart, at det formentlig vil medføre ændringer ud fra, hvad medlemmerne ønsker. Det vil de kommende generalforsamlinger formentlig give svaret på, sagde Knud Erik Nielsen.
Han benyttede samtidig lejligheden til at rose medarbejderne i Grindsted og Give for deres indsats, der også fremover vil være fremtrædende i rådgivningen.
- Det er rart at komme i centrene, og sådan skal det fortsat være, sagde Knud Erik Nielsen, der samtidig ikke lagde skjul på, at der i den kommende tid især skal lægges vægt på markedsføringsmæssige tiltag for foreningen.
- Det går rigtig godt, selv om vi ikke bor i et slot. Til gengæld er det vigtigt at bibeholde de faglige ekspertiser, sagde Per Grønbæk, mens han i samme åndedrag tilføjede - tak for det I gjorde dengang.