Firmaet markedsfører fremover sit navn som varemærke, idet de forhandlere, der fremover skal sælge både Massey Ferguson og Fendt produkterne vil optræde som et AGCO Center, mens de forhandlere, der skal sælge Massey Ferguson produkterne vil optræde som en AGCO MF forhandler.

- Da AGCO Corporation er en af de mest succesrige virksomheder indenfor produktion og salg af landbrugsmaskiner på verdensplan, ser vi det som en klar fordel at markedsføre os under AGCO navnet, siger administrerende direktør Preben Ørsted, AGCO Danmark A/S.

- Det giver os mulighed for fremstå med en langt stærkere profil med ensartet skiltning hos vore forhandlere.

I forbindelse med udnævnelsen af AGCO centrene, kræver AGCO Danmark A/S af forhandlerne, at kunderne skal have den samme service på Fendt produkterne, som forhandlerne hidtil har ydet på Massey Ferguson produkterne.

Hvert AGCO Center skal have specialuddannede sælgere og servicepersonale, der udelukkende tager sig af Fendt, ligesom der skal investeres i Fendt specialværktøj til værkstedet.

I løbet af de næste måneder gennemfører AGCO et intensivt træningsprogram i Fendt produkterne for både sælgere og servicepersonale.

I forbindelse med sin nye distributionsstrategi lancerer AGCO Danmark A/S et nyt og forstærket butikskoncept. Firmaet vil tilbyde sine forhandlere og centre et bredt sortiment af produkter, som henvender sig til både landbrug, industri, og haveejere. Der vil blive satset på kendte mærkevarer indenfor alle typer produkter.

Efterhånden som de enkelte centre bliver klar, vil de indenfor de næste par måneder holde individuelle åbent hus arrangementer for at præsentere Fendt produkterne.