Landbruget siger velkommen
Et stort tillykke til det danske formandskab med den flotte indsats, og et stort velkommen til de mange millioner landmænd, som vi nu får med i det europæiske fællesskab. Aftalen om udvidelsen er en stor historisk begivenhed, som der er al mulig grund til at glæde sig over, siger Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke.
- Dansk landbrug og fødevareindustri har i mange år aktivt understøttet de øst- og centraleuropæiske landes optagelse i EU. Udvidelsen vil indebære store fordele for Europa, men også dansk landbrug vil kunne opnå fordele ved den nye politiske virkelighed, udtaler Peter Gæmelke.
- Jeg vil gerne udtrykke stor ros til statsminister Anders Fogh Rasmussen og det danske EU-formandskab, der har varetaget den vanskelige opgave med udvidelsen på forbilledlig vis. Nu gælder det om at bruge tiden frem til den 1. maj 2004 til at indstille sig på den nye virkelighed. Et samlet Europa vil ikke kun indebære fordele, men også en række vanskeligheder, som der må tages højde for i EU-Konventets arbejde med den nye traktat, fortsætter Peter Gæmelke, der samtidig er tilfreds med, at der på landbrugsområdet er truffet beslutning om de finansielle rammer frem til 2013.
- Det giver sikkerhed for landmænd i såvel øst som vest. Vi må dog fortsat være parate til de nødvendige tilpasninger af den fælles europæiske landbrugspolitik – en opgave, som de nye medlemslande skal deltage i, siger Peter Gæmelke, der forudser, at de igangværende forhandlinger i WTO vil øge presset for ændringer af den europæiske landbrugspolitik