Nu kører sukkerfabrikken normalt
Efter en problemfyldt start forløber roekampagnen ved Assens Sukkerfabrik nu planmæssigt, og forventes som oprindeligt vurderet at vare til en god uges tid ind i januar.
- Vi havde en elendig start, hvor der bogstaveligt talt blev »afregnet ved kasse 1« for de fejl, der blev lavet. Nu er vi over problemerne, men vi vil gå videre med de erfaringer, vi har gjort – og søge at undgå at komme i en tilsvarende situation fremover.
Det siger fabriksdirektør Klaus Bøggild, Danisco Sugar Assens Sukkerfabrik, på baggrund af, at de første tre uger af årets roekampagne, der startede 24. september, var præget af en række driftsforstyrrelser, som medførte en reduktion i oparbejdningen, svarende til ca. fem døgns produktion.
Nu er oparbejdningen imidlertid godt og vel oppe på det forud beregnede niveau, og da roemængden samtidig ser ud til at blive lidt mindre end først anslået, regner både Klaus Bøggild og roechef Erik Rysholt Poulsen med, at kampagnen som oprindeligt vurderet vil vare til en god uges tid ind i januar.
- Vi har ikke anerkendt, at vores automatik er blevet mere og mere avanceret. Situationen er jo den, at efter ni måneder uden produktion (»mellemkampagnen«), skal vi lige have tingene ind, så alle får oparbejdet den fornødne rutine.
- Vi har lært en hel del af de problemer, vi har haft i år. Fremover skal vi sætte noget mere ind på at gøre anlæggene mere brugervenlige, og vi skal bruge noget mere på uddannelse.
- Medarbejderne har oplevet en hård start på kampagnen. Men alle har trods alt været i stand til at komme igennem det på en positiv måde.
- De sidste to-tre uger er vi kommet op i god fart. For øjeblikket ser det godt og fornuftigt ud med en god saftkvalitet og en god balance i fabrikken. Det betyder, at vi kan køre lidt stærkere end beregnet – med en aktuel oparbejdning af omkring 10.500 tons rene roer i døgnet.
- Vi er kommet over problemerne nu, og som vi kører nu, vil den dårlige start ikke komme til at påvirke kampagnens længde.
- Før kampagnen havde vi meget lidt nedbør i vores område. Det bevirkede, at vi den første halvanden uge fik roer ind med en renhed på omkring 91 procent. I samme periode steg sukkerprocenten fra 17,2 til ca. 17,4, hvilket er usædvanlig højt for Assens Sukkerfabrik.
- Så kom nedbøren, og renheden faldt, så den her og nu (tirsdag den 29. oktober, red.) ligger på lige godt 88. Vi håber, at den kommer lidt højere op igen. Samtidig er sukkerprocenten faldet efter nedbøren, så den i dag er 17,1, og gennemsnittet indtil nu er ca. 17,2 procent sukker i roerne.
- Det ser også ud til, at der er et godt udbytte ude i marken, og der er stadig basis for, at roerne kan vokse – indtil midten af november.
I fabrikkens egne siloer er der plads til ca. 90.000 tons sukker. Der ud over køres ca. 25.000 tons ud til kunder i løbet af kampagnen. De resterende ca. 35.000 tons bliver nedsækket i 50 kg sække, og den større mængde bevirker, at nedsækningsanlægget kører med to fulde skift på alle hverdage.
En del af det nedsækkede sukker eksporteres i løbet af kampagnen, mens resten lægges på forskellige lagre dels på Vestfyn og dels i Fredericia-området.
Det har vist sig at være en succes. Mens der sidste år i Assens blev produceret 68.000 tons HP-Pulp, har efterspørgslen været så stor, at produktionen i år øges til ca. 90.000 tons. Produktionsforøgelsen er blevet mulig gennem investering i en særlig pumpe, som giver en bedre udnyttelse af pressekapaciteten.
Derimod blev et forsøg på at lave HP-Pulp i »big-bags«, pakket på en speciel måde, ikke nogen succes. Det skyldtes ifølge salgschef for HP-Pulp, Brøgger Ankjær, Assens Sukkerfabrik, at det produktionsudstyr, som en ekstern fabrikant stillede til rådighed, ikke kunne opfylde kravene.
Danisco i Sverige laver imidlertid op mod 40.000 »rundballer« indeholdende hver 1,3 tons HP-Pulp, som interesserede kan bestille ved henvendelse til Brøgger Ankjær. Prisen er 1,25 kr. pr. FE frit leveret i hele træk à 22 rundballer.
I øvrigt er procenten af handelsaffald i år øget fra de først udmeldte 26-28 procent til 31 procent. Sammen med en lidt større roemængde i år end sidste år betyder det, at der er lidt mere affald til rådighed end først antaget, hvorfor interesserede købere opfordres til at henvende sig til sukkerfabrikkens vejerbod.
- Hvis man ringer på telefon 6371 3131, bliver man præsenteret for en række valgmuligheder, der betyder, at man kan taste sig direkte frem til de folk, der har at gøre med det emne, man ringer om, siger Erik Rysholt Poulsen.
De fem hovedområder, som man kan taste sig direkte ind på, er: 1, Roelevering. 2, Foderprodukter. 3, Kontrakt og afregning. 4, Dyrkningsforhold. 5, Personlig betjening. Desuden bliver der gjort opmærksom på, at man via internet-hjemmesiden www.sukkerroer.nu kan få oplysning om sin roeleverance, sukkerprocent, renhed m.v. samt, som noget nyt, status for sin affaldskonto.
- I perioden 1997-99 blev der overført kvoter på tilsammen godt 15.000 tons polsukker fra sjællandske dyrkere til dyrkere i Assens Sukkerfabriks område, oplyser fabriksdirektør Klaus Bøggild.
- Vi afventer nu, hvad der sker med den strukturordning, der er på trapperne og som en éngangsforanstaltning skal gøre det muligt at købe og sælge sukkerkvoter. Vi håber i den forbindelse at få flyttet det sukker her over, som skal flyttes.
Det er en del færre ansatte end sidste år, hvilket blandt andet skyldes, at al fabrikkens interne transport med affald, kul, grus m.m. er udliciteret til »fremmede« firmaer. Begrundelsen er, at fabrikken i »mellemkampagnen« ikke kan udnytte den store transportkapacitet og derfor kan spare nogle penge ved at udlicitere opgaverne.
- En ting, der er til fordel både for os og dyrkerne, er nedsættelsen af prøvefrekvensen, så der nu tages prøver af færre læs end tidligere, siger roechef Erik Rysholt Poulsen. I den forbindelse har vi opfordret til samarbejde om transporten. Det har medført, at mens 105 vognmænd tidligere var registreret som transportører, er antallet nu nede på 35.
- Derimod er der ikke planer om ændringer over for de dyrkere, som selv kører deres roer til fabrikken. Bortset fra, at de nu tjener 100 kroner for hver prøve, de ikke får taget.