En ting tog man ikke højde for ved planlægningen af Danish Crown Slagteriet i Blans tilbage i 70’erne – at fremtidige jubilæer ville falde midt i landbrugets travleste tid, hvor nogle afgrøder endnu ikke er færdighøstede, og hvor der slides intenst med at forberede andre marker til næste år. Derfor kom der kun cirka 200 landmænd eller landsbrugsmedhjælpere til åbent hus slagteriets rigtige jubilæumsdag mandag den 16. september.

Det beskedne fremmøde af andelshavere stod i stærk kontrast til lørdagens menneskemylder, da slagteriet var åbent for medarbejdernes familier. Da kom der ikke færre end 2700, som ville se mandens/konens eller forældrenes arbejdsplads. Den interesse var uventet stor, men slagteriet havde alligevel taget højde for, at der dukkede et par hundrede mere op, end der var tilmeldt.

De fik alle sammen et indblik i et moderne produktionsmiljø – og en god oplevelse af fællesskab ved mødet med andre kolleger og deres familier.

- Derimod havde vi nok ventet flere end 200 til åbent hus dagen for slagteriets ejere og deres medarbejdere, siger fabrikschef Ole Carlsen, men man skulle også forhåndstilmelde sig til det arrangement, og allerede fredag kunne vi se, at der ikke ville komme nær så mange.

Forklaringen er ganske enkelt, at landbruget har alt for travlt i øjeblikket til, at de fleste landmænd ville rive en stor del af en dag ud af kalenderen for at fejre deres store kødforædlingsvirksomhed i Blans, mener Ole Carlsen.

Mange er endnu i gang med at høste afgrøder, især andre majs, og andre arbejder næsten i døgndrift med at forberede markerne til næste år.

Men de, der mødte frem, fik med egne øjne set, at der fortsat er gang i udviklingen på det jubilerende slagteri. Der har i de forløbne 25 år været kort mellem nyskabelserne på Danish Crown i Blans, og lige i øjeblikket er man i gang med at bygge nye folkerum med omklædningsfaciliteter til medarbejderne samt udvide kølefaciliteterne til lager og udlevering.