Fund af nitrofen i foderstoffer
I forbindelse med Plantedirektoratets opsporingsarbejde i sagen om import af økologiske sød lupinfrø fra Tyskland har direktoratet fundet frem til endnu et parti foder, hvori frøene indgik. Der er taget en prøve af foderet, og direktoratet har nu modtaget analyseresultatet af denne prøve.
Prøven har et indhold af nitrofen på 0,040 mg/kg, hvilket svarer til de laveste indhold, der er fundet i tysk foder i samme sag. Tilskudsfoderet tildeles som supplement til grovfoder i økologisk jordbrugsproduktion.
Fødevaredirektoratet har tidligere oplyst, at nitrofen i den fundne koncentration i foder til kvæg ikke giver anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder ved at indtage kød og mælk fra køer, der har fået det pågældende foder.
På baggrund af analyseresultatet vil alle modtagere af de økologiske foderblandinger, der er fremstillet med iblanding af de forurenede lupinfrø, blive informeret af foderstofvirksomhederne. Endvidere vil Plantedirektoratet kontakte de berørte økologiske jordbrugere med et forbud mod anvendelse af eventuelle restmængder.