Nye internationale retningslinjer for foder på vej
Codex Alimentarius
Mødet er led i Codex Alimentarius-arbejdet, der er et samarbejde mellem FN-organisationerne FAO og WHO om retningslinjer for fødevaresikkerheden. På foderområdet er nedsat en arbejdsgruppe, Task Force on Animal Feeding, som Danmark er værtsland for. Det skyldes, at vi herhjemme er langt fremme i arbejdet med at lade foder indgå som et basalt punkt i vores strategi for sunde og sikre fødevarer. Task Forcen mødes en gang årligt og har i alt 4 år til at færdiggøre sit arbejde. Mødet i næste uge er det tredje i rækken, og sidste chance for at diskutere og tilføje større ændringer, inden retningslinjerne skal endeligt vedtages næste år.
Fokus på brug af foder på landbrugsbedrifter
Dette års møde sætter særligt fokus på retningslinjer for produktion og brug af foder på landbrug. Det gælder både dyrkning af foder, anvendelse af græsningsarealer, fremstilling af foderblanding på bedrifter og sikkerhed for, at dyrene kun får foder, der er beregnet til netop denne dyreart. Retningslinjer spænder vidt og dækker også akvakultur-området, f.eks. dambrug.
Målet er færre fødevareskandaler
”Det ultimative mål for arbejdet med retningslinjer for foder er at undgå situationer med foderrelaterede problemer, som vi for nyligt har oplevet det i Europa – og som I sikkert alle kender tilsvarende eksempler på fra jeres eget land” udtalte Fødevareminister Mariann Fischer Boel i sin åbningstale til Codex-mødet. ”Og selvom det næppe i praksis er muligt at nå helt dertil, så kommer vi via Codex-arbejdet i hvert fald så langt, at vi får et sæt ”spilleregler” til den slags situationer, der sikrer udveksling af informationer og sporbarhed, styret af principper om åbenhed og forsigtighed.”