Han tårner op over selveste Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, denne høje landmand fra England. Han er Gæmelkes pendant på naboøen i Nordsøen, denne Ben Gill fra York. Den lange mand med det korte navn er på privat weekendvisit hos familien Gæmelke, inden turen fortsætter til et landbrugsfagligt møde i Estlands hovedstad Tallinn og tilbage til København for igen at snakke med Peter Gæmelke.

De to præsidenter for hver deres lands landmænd, Peter i Danmark og Ben i England, har nok at se til både med deres respektive landbrug med henholdsvis danske svin og 500 engelske får og agerbrug og med det landbrugspolitiske arbejde. Men alligevel finder de tid – tager sig tid – til en stund fritid sammen.

Ved besøget er Ben Gill rundt og se nogle af områdets seværdigheder, blandt andet Peter Gæmelkes landbrug med dens nyopståede sø. Ben Gill driller Peter Gæmelke med søen, som egentlig kun er lavtliggende agerjord, der i vinterens anfald af nedbør langt ud over det rimelige ligger ufrivilligt under vand.

Men Ben Gill er sikker på, at Peter Gæmelke både vil bruge søen til at svømme i og til at søge EU-tilskudspenge for. Den lune englænder varmer den kolde februardag op med sit gode humør.

Efter Ben Gills smuttur til Estland tog han til København, hvor han og sin vicepræsident og sekretær mødtes med Peter Gæmelke, sine vicepræsidenter og administrerende direktør, Claus Bustrup, til et bilateralt møde mellem landbrugets top i England og Danmark.

Blandt emnerne på dagsordenen var bedre muligheder for udnyttelse af brakjord til dyrkning af nonfood afgrøder og udnyttelse af biomasse til brændstof, motorolie og tekstiler.

- Hvis afgiftsforholdene på brændstof kan blive gunstige, og EU-kommissionen viser sin velvilje overfor dyrkning af flere arealer med nonfood afgrøder, forudser jeg, at der i 2020 vil være 25 procent af jorden, der anvendes til dette formål, siger Ben Gill med sikkerhed i stemmen.

Peter Gæmelke er også tændt af emnet og oplyser, at hvis al brakjorden i Danmark måtte anvendes til dyrkning af nonfood produkter, ville det løse vores CO2-problemer.

Selvom de havde weekendfri, kunne de to præsidenter ikke lade være med at diskutere landbrug, mens de sidder i Gæmelkes opholdsstue og skuer over den nye sø, hvori den blå februar himmel spejler sig.