Rudme rømmet
Efter 31 gode år lukker de to midtfynske svogre Johannes Skaarup og Jørgen Haastrup deres fælles maskinforretning, Fyns Maskincenter I/S.
Tilbage i 1957 etablerede montør fra det hedengangne E. Bondo & Co. i Odense, Johs. Jensen, på en åben mark i Rudme landbrugsmaskinforretningen med forhandling af Allis Chalmers traktorer. I 1964 kom Jørgen Haastrup i lære på værkstedet, og fem år efter blev netop udlærte Johannes Skaarup også ansat.
Sammen købte de så virksomheden, da den blev sat til salg i 1971, og siden har de drevet maskinforretning på stedet, først under navnet Skaarup & Haastrup I/S og fra 1982 som Fyns Maskincenter.
- Vi har aldrig haft røde tal på bundlinien, og derfor er det en rar fornemmelse selv at kunne sige stop i tide - og kunne tage lidt med herfra, siger de to indehavere - og svogre - samstemmende.
Samtidig har det haft indvirkning, at nærmeste nabo til Fyns Maskincenter, Rudme Friskole, har ønsket at købe privatbeboelsen, som Jørgen Haastrup og hustru bebor.
Jørgen Haastrup er netop fyldt 60 år, og derfor ser han nu frem til en tilværelse som efterlønner i sommerhuset på Thurø, som fra 1. marts bliver helårsbolig.
- Vi har kun 15 meter til vandet, og jeg glæder mig nu til mere intenst at kunne dyrke mine hobbyer, fiskeri, jagt og hundedressur. Modsat bliver det selvfølgelig en ny fornemmelse ikke hver dag at skulle låse op og lukke porten i forretningen igen til aften.
Gennem en enkelt annonce i Landbrug Fyn i forrige uge er alle Fyns Maskincenters værkstedsdele, varebilen, udstyr og reservedele blevet solgt. Den allersidste Fiat traktor blev efterset i sidste uge, og virksomheden er nu definitivt lukket ned.
De to indehavere, der ikke siden 1995 har haft fremmede medarbejdere ansat, kan dermed se tilbage på over 30 år med masser af gode oplevelser.
- Da det gik bedst i slutningen af 70’erne, havde vi otte medarbejdere ansat, men så kom krisen i branchen, og vi skiftede i 1982 navn til Fyns Maskincenter. I den forbindelse lavede vi en øget salgssatsning på landbrugsmaskiner, som hurtigt skulle vise sig at give bonus, fortæller Jørgen Haastrup, medens han fremviser eksemplaret af Landbrug Fyn med åbent hus annoncen fra dengang.
I øvrigt var netop Rudme-forretningen, som en efterårsdag i 1980 hos denne artikels forfatter og daværende redaktør Palle Ravn tegnede sig for den allerførste annonce til første udgave af Landbrug Fyn.
Først da Fiat og Ford fandt sammen, valgte de midtfynske svogre i 1994 at drosle ned og stoppe med traktorforhandlingen. Siden har de dog serviceret og passet mange Fiat traktorer, ligesom der gennem et udbytterigt samarbejde med Stevnhoved & Søgaard A/S er blevet henvist mange kunder til traktorer, og samtidig har Fyns Maskincenter være forsynet med New Holland reservedele til værkstedsaktiviteterne.
Stort set halvdelen af omsætningen har Jørgen Haastrup og Johannes Skaarup hentet på entreprenørsiden. Hovedaktiviteterne har været service og reparation af Fiatallis og Fiat Hitachi produkterne, hvor virksomheden gennem mange år var autoriseret serviceværksted for hele Fyn og øerne.
- Et firma som Marius Pedersen A/S, hvor vejafdelingen siden blev overført til Phønix og nu NCC, har vi altid arbejdet meget for, nævner Johannes Jensen, der selv for det meste var udearbejdende i den ene af Fyns Maskincenters to veludrustede servicevogne.
Også konstellationen med to ejere ser de begge tilbage på med tilfredshed.
- Jeg har mest passet butikken herhjemme, medens Johannes har været ude i marken. Det har kørt godt, og i ferieperioderne har vi altid skiftedes, nævner Jørgen Haastrup, der samtidig pointerer det intense forhold til de mange kunder årene igennem.
- Vi har altid haft kunder over hele Fyn, og de har altid været meget trofaste overfor os. Det kan vi med glæde tænke tilbage på nu, hvor vi har taget beslutningen om at lukke.
Sidste opgave for de to svogre bliver at få solgt værkstedsbygningen. For interesserede kan det oplyses, at samlet er bygningerne på 754 kvadratmeter, inklusive folkerum, lager, kontor og udstillingshal. Selve værkstedet er på 350 kvadratmeter, og det hele ligger på en 3100 kvadratmeter grund - midt i Rudme.





































