Kartofler med glimt i øjet
Danskernes forbrug af kartofler er stigende, og kartoflen har overhalet pasta og burgerboller, lød det glade budskab, da Danmarks Kartoffel Råd tirsdag holdt årsmøde på Egeskov Slot. Stig Rossen blev ved samme lejlighed af kartoffelrådets protektor, Peter Gæmelke, udnævnt til »Årets Kartoffelambassadør«.
Kartoffelavler Oluf Sand’s ånd svævede bogstaveligt talt over voldgravens vande, da Danmarks Kartoffel Råd i tirsdags afholdt sit traditionsrige årsmøde på Egeskov Slot.
De op mod 90 rådsmedlemmer, indbudte gæster, pressefolk m.fl. blev budt velkommen i slottets smukke riddersal af Egeskovs ejer, grev Michael Ahlefeldt, hvorefter formanden for Danmarks Kartoffel Råd, borgmester i Odense og formand for Kommunernes Landsforening, Anker Boye, i en munter beretning kunne se tilbage på et særdeles succesrigt år for kartoffelrådet og dets aktiviteter.
- Alt det, vi gør her, gør vi med et glimt i øjet, fremhævede Anker Boye, der med det samme kunne berolige deltagerne i årsmødet med, at Danmarks Kartoffel Råd ikke er på regeringens spareliste!
- Det er vigtigt, at forbrugerne får en øget bevidsthed om at vælge de bedste kartofler, sagde Anker Boye og understregede, at initiativet med den årlige »Kartoffelpris« har løftet sig til noget, som mange gerne vil deltage i.
Danmarks Kartoffel Museum & Videnscenter har hvert år flere end tusind besøgende, og Anker Boye kunne berette, at han sidste sommer fik en henvendelse vedrørende en mulig kajplads ved museet til et krydstogtskib med 1.000 passagerer!
– Alt i alt har det været et flot år for kartoflen, konstaterede kartoffelrådets formand.
- Det er vigtigt at få fat i de unge, fastslog Pia Longet. Derfor kunne »Body Kartoffel« måske gøres til et hit på diskotekerne ligesom »Body Tequila«?
At mange interesserer sig for kartofler fremgik klart af et fagligt indlæg ved Lars Møller, der er landskonsulent for kartoffeldyrkning ved Landbrugets Rådgivningscenter i Skejby. Han kunne blandt andet fortælle om en hobbyavler, der – for at øge udbyttet af frilandskartofler – havde foreslået at dyrke dem i en opstabling af bildæk!
Danmarks Kartoffel Råds protektor, Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke, fremhævede i sin begrundelse for udnævnelsen Stig Rossens kosmopolitiske karriere og sangens evne til formidling på tværs af sprog og grænser. Ved siden af et skriftligt bevis på sin ambassadørværdighed fik Stig Rossen overrakt en bronzestøbt kartoffel, skabt af den fynske kunstner, Poul R. Weile.
Stig Rossen understregede i øvrigt vigtigheden af at holde fast i den danske nationalspise, den danske frilandskartoffel. Under sit mangeårige ophold i England havde han oplevet, at Englands nationalretter var forsvundet. Han var derfor meget glad for at kunne gøre en indsats for, at denne udvikling ikke vinder indpas i Danmark.
Sidste punkt på årsmødets dagsorden var servering af forskellige lækkerier – nogle af dem af kartofler - frembragt af en af Danmarks kendteste kokke, Hans Bech Thomsen, Henne Kirkeby Kro (Årets Restaurant 2001) og ledsaget af diverse forædlede landbrugsprodukter, blandt andet på basis af maltbyg.