I november tabte Henrik Frandsen, Skærbæk, kampvalget om at blive formand for Landbrug & Fødevarer, og efterfølgende trak han sig fra viceformandsposten.

Nederlaget har dog ikke betydet, at den sønderjyske svineproducent har opgivet sin politiske karriere. Henrik Frandsen er således af bestyrelsen af Venstres kredsbestyrelse i Tønder blevet foreslået som kandidat, når kredsen holder sit årsmøde 23. januar.

Henrik Frandsen siger i en pressemeddelelse ifølge JV.dk:

- Jeg er rigtig glad for, at jeg får mulighed for at stille op til Folketinget for Venstre. Jeg har i mange år været medlem af partiet, og vil gerne søge at sikre Tønders interesser på Christiansborg. Der er mange ting, som vi skal tage fat i - og der mener jeg, at mine netværk fra mine tidligere tillidserhverv kan bruges i stor stil, siger Henrik Frandsen.

 Flere kendte navne

Af højtprofilerede Venstre-kandidater, som i 2011 stillede op i den Venstre-glade Sydjyllands Storkreds, som Tønderkredsen hører under, tælles flere kendte ex-ministre.  

Henrik Frandsen skal således slås med for at få de vigtige personlige stemmer der sikrer pladsen i Folketinget mod Hans Chr. Schmidt, Peter Christensen, Eva Kjer Hansen og den nuværende politiske ordfører i Venstre Ellen Thrane Nørby.

I alt fik Venstre syv mandater i Sydjyllands Storkreds ved sidste Folketingsvalg og en tredjedel af alle stemmer.

Ved valget i 2011 forsøgte landboformanden i Vejle-Fredericia Landboforening, Jens Ejner Christensen også at blive valgt for Venstre i Sydjyllands Storkreds. Til trods for stor opbakning i landbruget lykkedes det ikke for ham.