L&F: - Arbejder videre med at få randzonekrav fjernet

Mandag slog Fødevareministeriet fast, at landmænd, som udlægger randzoner, vil blive kompenseret

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) fastslog mandag, at en landmand, der etablerer randzoner, vil få kompensation.

Hos Landbrug & Fødevarer (L&F) konstaterer viceformand Lars Hvidtfeldt, at der de seneste uger har været total forvirring om, hvorvidt landmænd kunne regne med kompensation eller ej.

- Det har mildest talt været et uskønt forløb, så det er godt, at der nu endelig kommer en klar udmelding, siger viceformand Lars Hvidtfeldt i en pressemeddelelse.

Viceformanden understreger dog samtidig, at L&F på ingen måde bakker op om randzonerne:

- Vi fortsætter arbejdet med at få fjernet randzonekravet – et krav som er helt urimeligt og uden fagligt belæg, lyder det fra Lars Hvidtfeldt.

Han finder det problematisk, at udbetalingen kan blive forsinket, hvis vandplanerne ikke bliver godkendt.

- Det er langtfra sandsynligt, at vi får gyldige vandplaner i år, når planerne først skal sendes i seks måneders høring, før den videre proces. På den måde bliver landmændene taget som gidsler i hele cirkusset om vandplanerne – og det er ikke fair. Ministeren bør sørge for at udbetalingen sker som forventet i 2013.

Læs også