Forurenet kage kan være årsag til dyk i fedtprocent
Forurening af rapskager med planten sæd-dodder er formentlig årsag til, at flere besætninger har oplevet et styrtdyk i mælkens fedtprocent
I løbet af foråret har en række besætninger oplevet, at mælkefedtprocenten er styrtdykket.
Årsagen skal formentlig findes i rapskager. Analyser af netop rapskager fra de ramte besætninger viser nemlig forurening med planten sæd-dodder. Sæd-dodder kan være giftig for koen. Det skriver Landbrugsinfo.dk.
Det var Videncentret for Landbrug, Kvæg, der besluttede sig for at undersøge, hvad årsagen til den markant faldende fedtprocent var. Og udredningen viser samstemmende en væsentlig forurening med sæd-dodder på mellem 14 procent og 20 procent af fedtmængden.
Ifølge Landbrugsinfo.dk bidrager en ændret fedtsyresammensætning i foderet til effekten på mælkens sammensætning, hvilket blot er en del af problemet omkring forureningen af rapsen.
Uønskede stoffer i mælk
- Glucosinolaterne i sæd-dodder anses for at være giftige for koen på både kortere og længere sigt - og kan i værste tilfælde betyde overførsel af uønskede stoffer til mælken, lyder advarslen på Landbrugsinfo.dk.
Her opfordrer man landmænd, der får mistanke til kvaliteten af det leverede kraftfoder, til at sikre bevis i form af en prøve af kraftfoderet, som firmaet accepterer.
- Udtagning af prøver bør ske under overværelse af repræsentant for firmaet, landmanden og en uvildig person – for eksempel en konsulent, lyder rådet.
Sæd-dodder optræder som ukrudt forskellige steder i Europa og er også aktuel i forbindelse med produktion af bioenergi.





































