Siden 2010 har Videncentret for Landbrug samarbejdet med mejerier og landmænd for at hæve mælkekvaliteten
Landmænd skal se sig selv som fødevareproducenter og være
stolte af at producere mælk med høj kvalitet.
Sådan lyder budskabet fra Videncentret for Landbrug, som med
tre nye film fortsætter samarbejdet med mejerier og landmænd om at hæve
mælkekvaliteten i de danske kvægstalde.
Filmene "Mareridt om mælken", "Picnic" og "The Game of Talon" er
navnene på filmene, der ifølge Videncentret for Landbrug skal få landmændene
til at tænke endnu mere over kvaliteten af den mælk, som de sender videre til
mejerierne.
- Vi vil gerne prøve at servere budskabet om, at
landmændene er fødevareproducenter på en ny måde. Derfor har vi valgt at lave
tre film der skal være med til at gøre landmændene stolte af, at de leverer en
så vigtig råvare, siger dyrlæge ved Videncentret for Landbrug, Kvæg Iben Strøm i et
nyhedsbrev.
- Samtidig vil vi gerne opfordre dem til at være lidt mere
nørdede, når det handler om at få en god mælkekvalitet. Det kunne være fedt,
hvis de sidder og praler lidt med kvaliteten af deres mælk, når de mødes.
Her kan du se de tre film.